I indledningen omtales som de, der lode dette brev udgaa, »alle bymænd af Nidaros, Bjørgvin, Oslo og Tunsberg, alle bønder og almue af Stjørdals fylke, Gauldals fylke, af den øvre og nedre halvdel af Naumdals fylke, af Søndmøre, af Søndhordland, Gulathingsmænd og af Hordaland«. Da kong Magnus »med rigsraadets samtykke af Norge« havde givet sin yngre søn kongenavn med en del af landet paa den maade, som det nærmere var angivet i de derom udstedte breve, forpligtede de sig nu til at være ham hulde og tro, naar han selv overtog rigsstyrelsen, – hvorhos de ogsaa i denne anledning paatoge sig forskjellige forpligtelser. Til vidnesbyrd herom forseglede de brevet med sine byers og bygders segl. Af disse ere syv bevarede, nemlig for Nidaros, Bergen og Oslo, for Stjørdølerne, Øvre-Naumdalens og Søndhordlands bønder, af hvilke de to sidste ved denne leilighed benyttede de segl, som ellers anvendtes af et gilde i begge distrikter.[1]
Da dette brev ikke nævner repræsentanter for mere end visse dele af Norge, medens der ikke er nogen grund til at antage, at saadanne ikke skulde have fremmødt for det hele land, bliver det vanskeligt at opstille en forklaring, hvorfor ikke samtlige fremmødende have deltaget i dets udstedelse. P. A. Munch[2] har fremsat den formodning, at man her har for sig det brev, der blev udfærdiget af repræsentanterne for de landsdele, der straks skulde henlægges til den unge konges underhold, saaledes som ogsaa angives i selve brevet, skjønt uden nærmere oplysning om, hvilke landsdele dette var. Dette kan være noksaa sandsynligt, men synes dog ikke at være den eneste forklaring, som her kan opstilles. At Tunsberg og Oslo skulde høre med til den unge konges del af riget, medens de tilstødende landskaber indtil videre vare hans fader forbeholdte, er heller ikke meget rimeligt. Det bliver da vel saa nærliggende at følge den mening, hvorefter man ved denne leilighed ikke har villet opholde de fremmødte repræsentanter længere end netop nødvendigt, og at man derfor har ladet dem udstede saadanne erklæringer, eftersom de indfandt sig paa Baahus. At de byer, som nævnes i brevet, netop ere de fire civitates, der havde sit eget lagthing, er maaske ingen tilfældighed. Idet