Naar rigsraadet selv skulde føre styrelsen, maatte dette i
almindelighed foregaa gjennem et snevrere udvalg eller en enkelt
mand, som dertil fik dets fuldmagt. Skjønt det var den
umiddelbare fortsættelse af de ældre kongers snevrere raad,
var det dog i denne henseende for talrigt. Paa den anden
side kunde det ogsaa til enkelte tider betragtes som altfor faatalligt
til at være en helt tilfredsstillende repræsentation af de
samfundsklasser, hvorfra det hentede sine medlemmer. I disse
tilfelde vendte man igjen tilbage til det større raad og afholdt
møder, hvor alle medlemmer af aristokratiet og hierarkiet synes
at have kunnet indfinde sig. Man kan i den slags sammenkomster
gjerne se forstærkede raadsmøder. Møder som de
i 1323 og 1343 og det, der var paatænkt i 1339, maa betragtes
som fremgaaede af en trang til en fyldigere repræsentation,
i lighed med et overhus, skjønt rigtignok efter sin hele sammensætning
meget forskjellig fra de gamle høvdingemøder. Raadet
var imidlertid altid kjærnen i denne udvidede repræsentation,
og dets medlemmer ogsaa de, som ledede denne. De
større møder grupperede sig naturlig om rigsraadet, hvilket i
mange tilfælde kan gjøre det vanskeligt at drage den bestemte
grænse for dette.
Omraadet for den myndighed, som tilkom rigsraadet, var fremdeles et ubestemt. I formynder-styrelsens tid strakte denne sig til alt, som hørte under kongedømmet, medens det senere atter indskrænkedes. Navnlig gjælder dette den daglige administration, som kong Magnus helst havde besørget alene, medens det er rimeligt, at han i spørgsmaal vedkommende lovgivningen mere har maattet benytte dets medvirkning. Derimod synes det, som om formynder-styrelsen maatte have befæstet rigsraadets deltagelse i kongens dømmende myndighed, saaledes at denne ogsaa senere har været bevaret i en større udstrækning. Naar man saaledes i December 1337 finder brødrene hr. Finn og hr. Ivar Agmundssøn deltagende med Skiens lagmænd i en domsafsigelse,[1] da ligger det nær at antage, at dette netop har været i deres egenskab af raadsmedlemmer, skjønt rimeligvis i henhold til en særlig bemyndigelse af kongen, da raadet neppe kunde antages at have havt selvstændig domsmyndighed. I Sverige var kong Magnus meget ivrig i besørgelsen af denne del af sine forretninger. Dels arbeidede han paa at ordne den kongelige dom-
- ↑ Dipl. Norv., II, no. 226.
