Side:Det norske rigsraad.djvu/220

Denne siden er ikke korrekturlest
204

mer-myndighed ad lovgivningens vei, dels udøvede han denne personlig eller gjennem mænd, som han dertil havde givet sin fuldmagt.[1] I Norge er der rigtignok ikke ligesaa mange spor af hans virksomhed i denne henseende;[2] men det maa dog antages, at han ogsaa her har handlet i samme aand og sørget for at fremme retspleiens hurtige og sikre gang. Dette kunde bl. a. ske ved at overdrage den kongelige dommer-myndighed for enkelte tilfælde til raadsmedlemmer eller ogsaa lade dem deltage med lagmændene i afsigelsen af domme. Imidlertid kjendes der kun saare lidet til denne del af kongens virksomhed i aarene før 1344. Hans lange fravær fra landet og hans ulyst til at opgive sin personlige styrelse maatte her lægge hindringer i veien. Navnlig kan det være, at dette især har vist sine betænkelige følger med hensyn til landsvist-brevene, som bleve vanskelige at erholde, naar kancelliet fulgte kongen til Sverige. Medens i formynder-styrelsens tid kongen optræder dømmende med raadet ved sin side,[3] vides dette senere ikke at have været tilfældet indtil 1344. Dog synes det, som om det maatte frembyde store fordele her at benytte raadets medvirkning eller snarere at anvende dettes enkelte medlemmer, saaledes at der i dette tilfælde neppe maa lægges nogen større vægt paa kildernes taushed.

Som repræsentation for tvende samfundsklasser paa én gang havde det nu udviklede rigsraad forskjellige interesser at varetage, hvilket i mange tilfælde maatte fremkalde splittelse mellem dets medlemmer. Biskoperne havde mange standsinteresser, som ikke stemte med de verdslige herrers. Hidtil havde de ofte staaet paa kongens side under de sidstes opposition, uden at dette dog kan opfattes som vidnesbyrd om en varig allianse mellem monarki og hierarki. Spændingen mellem raadets geistlige og verdslige medlemmer naaede heller ikke nu et saadant omfang, som baronernes strid med erkebispen efter 1280. Idet begge parter i raadet havde et ydre foreningsbaand, kunde dette altid til en vis grad tjene til at formindske den modsætning, som fremdeles maatte bestaa mellem

  1. Smlgn. den ovenfor anførte afhandling af F. Ödberg, Om svenske konungens domsrätt i det af C. Silfverstolpe udg. Historisk bibliothek, 1877, s. 206 flg.
  2. Smlgn. imidlertid P. A Munchs bemærkninger i Det norske folks historie, anden hovedafd.; I, s. 482.
  3. Smlgn. s. 140.