dem. Endskjønt den høiere geistlighed netop ved denne tid viser sig besjælet af en tendens til at gjenoptage det gamle program og atter at vække den kirkepolitiske strid, kunde dette aldrig tænkes muligt i hele den gamle udstrækning. Den en gang trufne afgjørelse havde dertil været altfor bestemt. Men nogen fuldstændig udjævning var endnu ikke opnaaet. Kirken havde sine interesser, det verdslige aristokrati sine, og saafremt det sidste vilde forfølge mere vidtrækkende politiske planer, var det henvist til at gaa ud fra det givne grundlag, saaledes som dette i det foregaaende aarhundrede var bestemt ved de monarkiske principers seier. Imidlertid var dog nu den høiere geistligheds stilling i raadet en ganske anden, end den, det havde kunnet indtage, saalænge dette var indrettet i overensstemmelse med kong Haakon V.s grundsætninger.
For aristokratiet havde de ydre forhold i de senest forløbne aar været meget gunstige. Det udsondredes mere og mere som en egen stand fra det øvrige folk og stod for den almindelige bevidsthed som saadan. Hertil bidroge forskjellige omstændigheder.[1] Aristokratiet havde saaledes vidst at skaffe sig egne domstole eller fritagelse fra at svare for de sædvanlige; det havde sin personlige skattefrihed for et vist beløb af sit jordegods, og i sine vaaben og skjoldmærker havde dets medlemmer en ydre udmærkelse. Dertil kom endnu den skik, som paa denne tid blev mere almindelig, at betegne dets medlemmer med særegne prædikater. Allerede i det 13de aarhundrede kaldes fornemme Nordmænd nobiles, og hermed fortsættes i det følgende.[2] I 1327 tales der om norske herramenn,[3] og i de nærmeste aar efter denne tid findes der flere breve, hvori fornemme herrer kaldes »ærlig«, »velbaaren« eller »hæderlig«.[4] Om ogsaa arveligheden endnu ikke var fuldstændig anerkjendt, kunde det dog ikke vare længe, forinden det helt ud maatte falde af sig selv, at disse forskjellige privilegier gik i arv, og at de vare uafhængige af kongens overdragelse. Paa samme tid nærmede hirden sig endnu mere end før til at blive et historisk begreb uden tilsvarende virkelighed. Om der ogsaa endnu over hun-
- ↑ P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafd. I, s. 413 flg. T. H. Aschehoug, Norges offentlige ret, I, s. 118.
- ↑ Dipl. Norv., I, no. 79 og 308.
- ↑ Dipl. Norv., IX, no. 100.
- ↑ Dipl. Norv., II, no. 227, 229; III, no. 192; IV, no. 363; VIII, no. 95. Ogsaa kongen kaldes en enkelt gang »hæderlig«. II, no. 267.
