konge fra nu af som oftest er bleven inden landets grænser, medens styrelsen førtes af raadet og dettes nye formand, undtagen naar hans fader selv var hos ham. Den derved indførte tilstand fik en stor lighed med rigsstyrelsens ordning under hr. Erling Vidkunnssøn. At der ikke udnævntes nogen ny kansler, kan maaske være et bevis paa, at det verdslige element for øieblikket var i overvægt inden raadet, der netop nu efter den sorte død af alle de tidligere biskoper kun havde én tilbage, medens pesten synes at have skaanet flere af de verdslige raadsherrer. Om der ogsaa er en stor sandsynlighed for, at mænd som hr. Ivar Agmundssøn og hr. Ulf Saksessøn ere blevne bortrykkede af pesten, saa levede dog bl. a. hr. Erling Vidkunnssøn og begge Hafthorssønnerne igjen, og stødet til den nu foregaaede forandring kan meget godt antages at være udgaaet fra dem. Om ogsaa kongen nødig vilde gaa ind paa en saadan fordring, saa vare for øieblikket de ydre politiske forhold kun lidet opmuntrende. Det eneste, som blev tilbage for ham, har da været at kunne udnævne en mand til drottsete, der var ham personlig behagelig.[1] Saaledes maa det antages, at rigsraadet i 1350 har forstaaet at benytte sig af forholdene og derved uden noget voldsomt brud med kong Magnus har drevet igjennem en ordning af statsstyrelsen, som tilsikrede det en forøget indflydelse. Dog blev han heller ikke nu ganske fjernet fra al deltagelse i regjeringen, og han findes ogsaa i den følgende tid at have for en del ledet denne. Kun synes det, som om man nu yderligere har indskjærpet, at dette ikke maatte ske, undtagen naar han befandt sig paa norsk grund. Beretningen om, at den unge konge selv har udnævnt hr. Orm til drottsete, kan naturligvis ikke opfattes paa anden maade, end at det skede i hans navn. Selv dette kan være tvivlsomt, naar man ser, at regjeringen ogsaa i de nærmest følgende aar førtes i hans faders navn.
I ethvert tilfælde traadte kong Magnus nu meget mere til-
- ↑ Naar P. A. Munch ved denne leilighed (Det norske folks historie, anden hovedafd., I, s. 516) synes at lægge megen vægt paa, at rigsraadet i stedet for de af pesten bortrevne medlemmer nu havde faaet »flere nye, yngre og overmodige«, som havde været med paa at rive denne forandring igjennem, da er dette aldeles grebet ud af luften. Havde kongen havt de ældre medlemmer, tilhørende de store ætter paa sin side, havde han vistnok ganske rolig kunnet se paa alle forsøg fra de nye. Hvem disse skulle have været, vides for øvrigt ikke.
