Ligeledes kjendes der enkelte indberetninger om drab fra kong Magnus’s dele af landet, som ere stilede til hans søn og ialfald et enkelt landsvistbrev, som er udstedt af denne.[1] Det skulde synes, som om det ved disse anledninger maatte have været den regelmæssige fremgangsmaade at udstede vedkommende breve i kong Magnus’s navn, men bemærke, at de vare beseglede i hans søns nærværelse. Forskjellige grunde kunne imidlertid have foranlediget, at man har anvendt en anden fremgangsmaade. Saaledes er det muligt, at alene kong Haakons segl har været ved haanden.[2] I ét tilfælde optraadte ogsaa begge konger i fællesskab ved en regjerings-handling, som særlig vedkom kong Magnus/s landsdele, nemlig ved den retterbod for Tunsberg, som de udstedte i Stockholm 13de Marts 1362, og som er beseglet i begges nærværelse.[3] Forsaavidt styrelsen efter hr. Orm Eysteinssøns fald er gaaet gjennem kong Haakon og hans moder, fik heller ikke den uregelmæssige form nogen reel betydning. Ved landsvistbrevene kunde der ikke være spørgsmaal om rigsraadets medvirkning; at denne heller ikke forudsættes i retterboden af 1358, kan være en tilfældighed, skjønt det er i overensstemmelse med, hvad der ellers vides om styrelsen af kong Magnus’s landsdele. Den anden retterbod er udstedt udenfor landet, – det eneste exempel paa, at kong Magnus har foretaget en vigtigere norsk regjerings-handling under et ophold i Sverige. Men dette kan maaske være betragtet som opveiet derved, at hans søn deltog deri med ham.
Efter den gamle sædvane skulde de raadsherrer, som boede i de til Magnus overladte landsdele, have været betragtede som den ældre konges raadgivere i særlig forstand.[4] Uagtet raadet nu var en ganske anderledes fast afsluttet og udviklet institution, end det havde været, da landsstyrelsen sidst var delt mellem Magnus Lagabøters sønner, var dette alligevel neppe stridende mod den nu almindelige opfatning. Endnu forekommer der exempler paa, at man ikke ganske havde glemt, at raadsherrerne ogsaa stode i et personligt forhold til kongen, og at
- ↑ Dipl. Norv. I, no. 359, 364; V. no. 230.
- ↑ Med hensyn til landsvist-brevene maa sammenlignes, hvad P. A. Munch derom har formodet (anf. st. I, s. 613, noten, nederst).
- ↑ Norges gamle love, III, s. 182 flg.
- ↑ I Sverige skjelnedes der i 1357 mellem kong Eriks raadgivere og de ældre raadgivere for hele riget. J. Hadorph, Två gamla svenske rijmkrönikor, bilag, s. 47: consiliarii antiqvi regni Sveciæ.
