de ikke blot vare medlemmer af rigets raad, men ogsaa af kongens raad. Netop i tilfælde af en deling af landsstyrelsen kunde det tænkes, at dette personlige forhold maatte faa en forøget vægt. Men det var da ogsaa nødvendigt, at kong Magnus stadig opholdt sig inden landet. Idet han for det meste var fraværende, fik den deling af raadet, som maaske kan have fundet sted, kun liden betydning. Efter hr. Orm Eysteinssøns fald og dronning Blanches død havde styrelsen af de kong Magnus forbeholdte landsdele neppe noget særeget midtpunkt, forskjelligt fra den almindelige landsregjering. Saa meget mindre blev der for deres vedkommende behov af et særligt raad: maaske var der ikke en gang efter dronningens død noget særeget kancelli for dem. Men om der saaledes ikke i regelen har bestaaet nogen særegen raadsafdeling, der betragtedes som tilhørende kong Magnus, er det dog rimeligt, at enkelte medlemmer af rigsraadet have følt sig staaende ham nærmere end sønnen. Dette gjælder da fremfor nogen anden hans drottsete, hr. Orm, maaske ogsaa hr. Jon Hafthorssøn. Naar der en enkelt gang, saaledes som i 1357, omtales et raadsmøde hos kong Magnus, paa hvilket der er fattet beslutninger om forholdene i hans landsdele, da ligger det nær at gaa ud fra, at dette netop var hans særlige raadgivere, uagtet der dog ogsaa kan have været andre tilstede, som ikke stode i et saadant forhold til ham. Raadsmøderne have i det hele taget vistnok kun sjelden været fuldtallige, om dette overhovedet nogensinde har været tilfældet. Der er ikke en gang nogen nødvendighed for at antage, at kongen ved enhver leilighed har indkaldt alle medlemmer, og saledes var der heller intet i veien for, at kong Magnus ved en saadan anledning, som den i 1357, blot har holdt sig til de nærmeste raadsherrer.
Da der i 1357 ogsaa i Sverige indførtes en lignende deling af styrelsen, som den, der allerede to aar tidligere var gjennemført i Norge, aabnedes derved en adgang for kong Magnus til at sammensmelte sine særlige norske og svenske raadgivere til en enhed. Paa grund af forholdene kom dog ikke den forbindelse, hvori enkelte dele af begge riger derved vare bragte til hinanden, til at faa større betydning. Imidlertid har den dog ogsaa bidraget sit til at nærme de to landes aristokrati til hinanden.
Kong Haakons selvstændige styrelse af de landsdele, som vare ham overdragne, skulde allerede begynde i 1355. Formodentlig er der ogsaa da udnævnt en ny kansler, som ved
