Fra 1359 kjendes intet brev, der kunde antyde, at der er
afholdt en forsamling af raadet. Kongen var da ogsaa fraværende
i den største del af aaret. I begyndelsen af 1360 var
han i Tunsberg, hvor han 5te Februar udstedte en retterbod
for Bergens fehirdsle, i hvilken raadet ikke nævnes.[1] I Juni
1361 findes kong Haakon i Bergen, hvorhen han ledsagedes af
sin kansler, og hvor han rimeligvis har truffet sammen med
flere af raadsherrerne. Der haves fra dette ophold tre kongelige
breve, i hvilke raadet overalt omtales. I retterboden om
Bergens privilegier af 15de Juni[2] siger kongen, at han og raadet
havde gjennemlæst de ældre breve, som vare givne derom;
det er den samme formel, som anvendtes under formynderstyrelsen
før 1332 og ogsaa efter denne tid i enkelte af hans
faders breve. Den samme formel forekommer ogsaa i det brev,
hvormed kongen 23de Juni bekræftede Munkelivs ældre privilegier.[3]
I retterboden af 18de Juni, der handler om Bergens
indenlandske kjøbmænds ret til seilads overalt i Norge og paa
skatlandene,[4] siger kongen, at disse havde klaget for ham og
raadet over, at de hindredes i sine kjøbfærder. Man kan vistnok
gaa ud fra, at der her har været en forsamling af flere
raadsherrer, og da fornemlig af dem, som hørte hjemme i det
vestenfjeldske. I denne har man formodentlig nærmest sysselsat
sig med lovgivnings-sysler for disse landsdele. Nogle af
raadsherrerne have da ogsaa rimeligvis fulgt kong Haakon fra
Bergen til Baahus, hvor han var i slutningen af den næstpaafølgende
September maaned sammen med begge sine forældre. Ved
denne leilighed deltog den ældre konge i en regjerings-handling,
der alene vedkom hans søns landsdele. Under 29de September
1361[5] overdroge nemlig kongerne til Otte Rømer, en mand,
som havde tjent kong Magnus af barndom længe, alt hr. Audun
Hugleikssøns inddragne gods i Nordfjord. Det derom udstedte
brev er beseglet af kong Magnus, dronning Blanche,
kong Haakon, erkebiskop Olaf, de fire biskoper; Halvard i Oslo,
Gisbrikt i Bergen, Haavard i Hamar og Botolf i Stavanger,
hr. Jon og Sigurd Hafthorssøn og hr. Agmund Finnssøn. Grunden
til, at begge konger, ja endogsaa dronningen, her have
Side:Det norske rigsraad.djvu/250
Denne siden er ikke korrekturlest
234
