kun faa bidrag til belysning af raadets organisation og af den maade, hvorpaa dets medlemmer kunde gjøre sin indflydelse gjældende. Saa meget sees dog, at den skik, at kongen ved vigtigere anledninger skulde tilkalde visse betroede mænd som raadgivere, allerede den gang havde vundet hævd, og at en fast institution var i begreb med at udvikle sig deraf. Hirdskraaen nævner lendermændene og kansleren som kongens høieste raadgivere. Det sees deraf, at han paa den ene side ikke kunde forbigaa disse, men at han paa den anden ogsaa havde adgang til at tage andre raadgivere mellem hirdens lavere rangklasser. At opstille nogen skarp grænse mellem de medlemmer af hirden, som havde ret til at blive hørte som kongens raadgivere, og dem, der ikke havde en saadan, var her overhovedet neppe muligt. Paa de oftere omtalte raadslaaende hirdstevner og gjestestevner var der ialfald formelt adgang til at ytre sig ogsaa for dem, der ikke hørte til den høieste klasse af kongens omgivelser inden hirden. Saadanne stevner, som de her omtalte, holdtes ofte ved vigtigere anledninger, f. ex. jævnlig i den nærmeste tid efter kong Inge Baardssøns død, da der var spørgsmaal om thronfølgens ordning, og om end ikke alle, som der mødte frem, kunde kaldes kongens raadgivere, var det dog naturligt, at ogsaa flere af dem kunde træde i et mere betroet forhold til ham.
I virkeligheden vise ogsaa kongesagaerne, at der i det 13de, maaske endog allerede i det 12te aarhundrede mellem kongens omgivelser har været en klasse af mænd, der benævntes hans »raadgivere« og som saadanne stode nær lendermændene, der ogsaa tidlig vise sig at have været betragtede som hans selvskrevne raadgivere. Disse vare saaledes, hvad Magnus Lagabøters lovgivning kaldte »kongens høieste raadgivere«; de øvrige kunde derfor alligevel have staaet i et ligesaa fortroligt forhold til ham og øvet en ligesaa stor indflydelse som lendermændene. Dog har denne ikke været saa kraftig, at den kunde gjennembryde de skranker, der vare opstillede mellem de gamle rangklasser i hirden, og danne en ny saadan. Derfor bleve disse ogsaa fremdeles uforandret beholdte, da Magnus Lagabøter gav sin hirdskraa. Om de kongelige raadgiveres stilling og indflydelse for øvrigt nævnes imidlertid intet i kongesagaerne. Man er derved indskrænket til de oplysninger, som ligge i den blotte omtale af deres tilværelse.
