thorssønner vare saaledes denne gang ikke nærværende. Med dem bliver antallet af rigsraader 35 og med de to islandske biskoper endog 37. Da deraf er elleve geistlige, bliver de verdslige rigsraaders antal paa denne tid 26.
Dette store tal er unegtelig noget paafaldende. Naar man tager hensyn til den forekommenhed, hvormed det norske rigsraad gik ind paa Margretes planer og fattede beslutninger, der vidnede om dets medlemmers personlige hengivenhed og tillid til hende, kan det neppe benegtes, at meget taler for, at hun i forveien maa have truffet sine foranstaltninger for alle mødende tilfælde og forstaaet at bringe et større antal af personer, paa hvem hun troede at kunne stole, og som vare afhængige af hende, ind i rigsraadet. Under den kritiske stilling, hvori sønnens død havde bragt hende, kom nu dette vel med og benyttedes til at fremme de interesser, som for øieblikket vare hende de vigtigste. Dette skede da ogsaa. Selv blev hun allerede 2den Februar af de i Oslo forsamlede rigsraader erklæret for »ganske rigsens i Norge mægtige frue og rette husbonde« med magt over land, slot og fæste baade sønden og norden i Norge og i alle dets skatlande,[1] og den 18de udstedtes der en kundgjørelse om, at Haakon Jonssøn havde opgivet enhver fordring paa arveret til Norge og overhovedet paa at gjøre denne gjældende.[2] To dage forinden havde ogsaa rigsraadet erkjendt hertug Erik af Pomern, dronningens søsterdattersøn, for den til riget nærmest arveberettigede.[3] Den herom udfærdigede kundgjørelse er udstedt af nitten raadsherrer, hvoraf nogles navne ikke forekomme under kundgjørelsen af 2den Februar. Rimeligvis have de medlemmer af rigsraadet, som ikke nævnes i det sidste brev, da allerede forladt Oslo.
Efter sit valg førte dronning Margrete titel af »Norges og Sveriges dronning, Danmarks rette arving og dets fyrstinde«. Hun udøvede straks i forening med rigsraadet eller ialfald med enkelte af dettes medlemmer den myndighed, som var hende overdragen. Da dronningen 13de Marts s. a. bekræftede Mariakirkens gamle friheder, var dette med paaberaabelse af raadets medvirkning, idet det siges, at hun og hendes raad havde seet og læst de ældre breve, som vare udstedte herom. Brevet blev i hendes nærværelse beseglet af »dronningens og rigsens
