Side:Det norske rigsraad.djvu/277

Denne siden er ikke korrekturlest
261

alle »rigsens mænd i Norge«, som de selv kaldte sig. Disse erkjendte, at Erik, hertug Vartislavs søn, var den rette arving til Norge og burde være dets konge efter den norrøne lovs udsigende, dog saaledes at dronning Margrete skulde være hans formynderske og raade over riget med fuld kongelig myndighed og uden noget ansvar, indtil den unge konge opnaaede sin myndige alder.[1] Det herom affattede dokument er udstedt af de nævnte mænd paa deres egne »og paa rigsens vegne i Norge« og beseglet af dem. Mellem den myndighed, der nu tilstodes dronningen som formynderske, og den, der i 1388 var hende overdragen paa livstid, var der en stor forskjel. Det har maaske været en indrømmelse til Nordmændenes opfatning af kongedømmets væsen, naar hun nu opgav denne livsvarige magt, og maaske have i dette tilfælde rigsraadets medlemmer med bestemthed krævet en saadan forandring. Men det er ogsaa muligt, at der ikke kan lægges nogen vægt paa forskjellen mellem de to dokumenters ordlyd.[2] Heller ikke fra dette møde haves der nogen efterretning om, at man har truffet en aftale om maaden, hvorpaa rigets styrelse skulde føres under kongens og dronningens fravær. Rimeligvis er der dog nu udnævnt en ny kansler, hr. Arne Sigurdssøn, i stedet for den afdøde.

Den unge konge blev i den senere del af sommeren sendt til Nidaros, hvor han hyldedes paa Ørething. Paa denne reise ledsagedes han af flere af rigsraadets medlemmer. Mellem dem var selvfølgelig erkebiskopen, de to biskoper, Eystein af Oslo og Sigurd af Hamar, samt Haakon Jonssøn, Agmund Bolt, Alf Haraldssøn og Haakon Stumpe. Underveis sees disse at have udøvet ialfald enkelte regjerings-handlinger. Saaledes bevilgede de ved sin ankomst til det nordenfjeldske Opdølerne visse friheder. Selve brevet er ikke mere bevaret; men dets indhold kjendes, ligesom navnene paa de raadsherrer, der paa kongens vegne udfærdigede og beseglede det.[3] Der har saaledes om høsten 1389 været holdt et raadsmøde i Nidaros. Kansleren var ikke derved tilstede. Han sees senere at have besørget løbende expeditioner, ialfald saadanne, som angik retsvæsenet. Saaledes har han i de følgende aar i kongens navn alene udfærdiget

  1. Paludan-Müller, Observationes criticæ, pag. 108 seqv. Dipl. Norv., III, no. 484.
  2. Smlgn. Paludan-Müller, Observationes criticæ, pag. 9 seqv.
  3. Dipl. Norv., III, no. 760. Det siges, at der ogsaa var andre rigsraader med paa denne færd.