bestemt, at aristokratiet tiltrods for sin indre svaghed dog var stillet frem paa den første plads inden samfundet. Rigsraadet var traadt ind i stedet for de tidligere offentlige institutioner. Som repræsentant for aristokrati og hierarki var det ved kongedømmets side kommet i besiddelse af al politisk magt, og om det end fremdeles kunde hænde, at man gav de af konge og raad fattede beslutninger en videre bekræftelse ved at lade dem lovtage til thinge, var dette kun en rent udvortes form.
De verdslige raadsherrer vare aristokratiets kjerne. Dette var hurtig blevet en følge af de forandringer, som Haakon V foretog med raadet. Forsaavidt havde disse bevirket noget ganske andet, end hvad kongen dermed synes at have tilsigtet, og den mulighed, som i 1308 var aabnet aristokratiet for en ny udvikling, var saaledes bleven til virkelighed. Raadsherrerne havde traadt ind i de gamle baroners plads. Kongedømmet havde maattet vige for dem, dels paa grund af politiske forhold, der stillede sig ugunstig for dette, dels paa grund af dets indehaveres svage personlighed. Den gang, som udviklingen havde taget efter 1319, viser, at Haakon V.s foranstaltninger ingenlunde ubetinget vare til skade for aristokratiet. Ligesaa lidt var centralisationens gjennemførelse i og for sig imod dettes interesser. Det afgjørende var, at aristokratiet manglede livskraft, at det ikke kunde faa den tilstrækkelige tilførsel af nye elementer, og at overhovedet Norges naturlige forhold med nødvendighed maatte hemme dets vækst. Saasnart det mødte en kraftig repræsentant for kongedømmet, tydede alt paa, at det samme skuespil vilde gjentage sig som i Haakon V.s dage, kun at modstanden nu vilde være meget svagere, uagtet saavel tidsaanden som de ydre forhold gjennem lange tider havde virket til at styrke og sikre de høiere samfundsklasser i deres besiddelse af magten. Der gik gjennem tiden en dobbelt strømning. Den ene hævede aristokrati og raad i veiret; den anden trykkede dem ned, og denne sidste blev i længden den stærkeste.
Hvad der i høi grad vilde have støttet raadet, var, om den lavere adel i større antal havde kunnet træde frem i det offentlige liv og skabe en udvidet repræsentation for hele denne klasse. Antydninger til noget saadant vare ganske vist forekomne, bl. a. i 1323. Men længere kom man i grunden ikke. Det norske aristokrati var ikke talrigt nok til at kunne opretholde en større repræsentation ved siden af raadet, uagtet det synes, som om der føltes trang til en saadan. Noget nyt var her i
