tilsvarende af begge rigers aristokrati. Det er i denne henseende et karakteristisk træk, at den norske høiadel, forsaavidt den modtog nogen forøgelse udenfor sin egen kreds, hellere søgte denne mellem svenske familier end mellem landets egen lavere adel. Den vermelandske ridder hr. Jon Marteinssøn blev saaledes indgiftet i Hafthorssønnernes æt, og derved blev senere hans søn, hr. Sigurd Jonssøn, arving til Giske og det af andre gamle ætter opsamlede gods. Høibyrdigheden forplantedes nu som før lige godt gjennem kognatisk som gjennem agnatisk slægtskab. I hr. Sigurds haand samledes i det femtende aarhundrede det meste af det jordegods, som tidligere havde dannet den norden- og vestenfjeldske høiadels økonomiske grundlag.
Dette maa ogsaa have havt sine virkninger med hensyn til den stilling, som disse landsdele i det hele indtoge. Paa samme tid, som de trykkedes under det hanseatiske handelsaag, forringedes gjennem aristokratiets indsvinden deres tidligere politiske indflydelse. I det femtende aarhundrede var der paa den kant foruden Giskeætten kun to virkelige storætter, nemlig Rømerne og Losneætten, medens Finnengodset ogsaa tilfaldt Giskeættens arvtagere. Rømerne vare maaske en ny æt, der muligens skyldte personlig yndest hos kong Magnus og dronning Blanche sin opkomst, idet de derved fik hr. Audun Hugleikssøns gods.[1] Med dette forenede de ved giftermaal det gamle Stovreimsgods. Efter mandslinjens uddøen traadte en anden slægt, der kom fra Sverige, ind i deres sted og forenede Rømergodset med Austraat. Ætter som Galtung, Smør o. lign. vare mindre betydelige ved siden af disse. Maaske vare de alle dels agnatiske dels kognatiske efterkommere af gamle slægter.
Østlandet var øiensynlig noget heldigere stillet. Her var der dog mere plads, og her forekommer virkelig flere ætter, som maa regnes til den høiere adel, uagtet de neppe i sit jordegods’s størrelse kunde staa ved siden af de vestenfjeldske, og neppe heller i alle tilfælde vare jævnbyrdige med de der hjemmehørende storætter. Paa Østlandet var det ogsaa lettere for den lavere adel at holde sig, og saavidt man nu tør dømme derom, synes det, som om man her ikke var sig bevidst en saadan skarp forskjel som den, der herskede paa Vestlandet. I den følgende tid ser man ogsaa, at udviklingen her tildels var en anden. Medens i de vestlige og nordlige kystegne det hele aristokrati tilsidst løb sammen i et par ætter, og jorde-
- ↑ Smlgn. ovenfor, s. 234. Dipl. Norv., I, no. 630.
