Side:Det norske rigsraad.djvu/289

Denne siden er ikke korrekturlest
273

godset paa den maade bragtes over til eiere, som maaske ikke en gang satte sin fod i landet, vedblev der paa Østlandet at bestaa en adel, som endog modtog ny forøgelse og holdt sig lige ned i det 16de og 17de aarhundrede. Udviklingen var her ikke saa fuldstændig afbrudt, som i egnene langs kysten, og om ogsaa de ætter, som i den følgende tid kom i veiret paa Østlandet og naaede en vis blomstring, ikke vare særdeles betydelige, saa maa det dog erkjendes, at man her havde ganske andre forhold end i det vesten– og nordenfjeldske. Men heller ikke de østlandske ætter kunde i længden opretholde et norsk ( aristokrati. Dertil vare de hverken tilstrækkelig talrige, ei heller i besiddelse af saa stort jordegods, at de kunde hævde sin plads i samfundet.

Af megen betydning for aristokratiets stilling og for dets evne til at holde sig oppe under de forøgede fordringer, som tiden stillede, var ogsaa kongernes lange fravær fra landet. Dette viste dog først rigtig sine virkninger efter 1400. Allerede længe før denne tid havde man imidlertid mærket følgerne af, at landet havde umyndige konger, forsaavidt riddernes antal var svundet betydelig ind. Uagtet der af og til, f. ex. ved kroningen i Kalmar 1397, paa én gang sloges et større antal riddere, vare dog disse i det hele i aftagende. Med de ydre udmærkelser maatte ogsaa lysten til at tragte efter disse tabe sig. Det faatallige aristokrati fæstede især sine interesser ved det nærliggende og gik op i det materielle. Haakon Jonssøn og Haakon Sigurdssøn, der efter hr. Agmund Finnssøns død vare Norges høibyrdigste mænd, synes at have været godslige og medgjørlige personer uden politisk interesse og alene optagne af sine forretninger som store godseiere. Det samme har rimeligvis ogsaa været tilfældet med de fleste af deres samtidige. Alene denne interesseløshed kan forklare den lethed, hvormed det senere lykkedes at forlægge regjeringen udenfor landet. Derigjennem blev den politiske slaphed endmere forøget. Saalænge aristokrati og raad havde med en konge at gjøre, der enten var svag eller medgjørlig, eller som ogsaa af de ydre omstændigheder blev tvungen til at vise sig imødekommende, mærkedes dette ikke saa let. Saa meget skarpere maatte overgangen vise sig, da der i regjeringens spidse kom en overlegen personlighed, som dronning Margrete, og hun følte sig sikker i sin sag. Umiddelbart efter en periode, hvori rigsraadet syntes at have opnaaet en meget betydelig indflydelse, følger der saaledes en anden, hvori det viser sig, at det ikke formaaede at hævde denne, og at