hjalm i Torgar, Ivar i Berudal og Gunnar Grjonbak.[1] Paa samme maade nævnes ogsaa i det brev, hvorved kong Haakon skjænkede hele Stavanger til den hellige Svithun, som vidner dronning Margrete, de tre lendermænd, Gaut Jonssøn af Mel, Paal Vaagaskalm og Ivar Nev, mester Vilhjalm, – kongens kapellan, Vilhjalm Bote og hans hirdprest, Johan Bulse.[2] Forsaavidt nogle af dem vare lendermænd, tør man vistnok uden videre gaa ud fra, at de have været tilstede som kongens raadgivere. Men ogsaa for de øvriges vedkommende synes meget at tale for, at grunden til, at de nævnes eller overhovedet have været medtagne ved saadanne anledninger, maa søges deri, at de have staaet i en nærmere, mere fortrolig stilling til kongen. Saaledes har man rimeligvis netop i disse to brevskaber et oplysende supplement til kongesagaernes omtale af kongernes raadgivere. At der ikke tales noget om, at de mænd, som nævnes i brevene, vare kongens raadgivere, har liden eller ingen betydning. Saadant var, hvor der kun handledes om indenlandske forhold, i grunden aldeles overflødigt, medens sagen stillede sig ganske anderledes, saasnart man stod lige over for udlandet. Her kom andre hensyn til, som ellers ikke havde nogen betydning, og det er derfor neppe ene og alene en tilfældighed, at det ældste dokument, der udtrykkelig forudsætter tilværelsen af et kongeligt raad i Norge, er et, som vedkommer rigets forhold til udlandet. Man har hidtil ikke været opmærksom paa den betydning, som dette ogsaa ellers mærkelige aktstykke netop har i denne henseende. Da det tilhører en tid, som ikke ligger langt fra den, da de to forhen omtalte brevskaber bleve udstedte, kan det ogsaa kaste lys over de deri omtalte mænds stilling.
Det dokument, hvortil her sigtes, er den handelstraktat, som i kong Haakon den gamles navn aar 1250 blev afsluttet i Bergen med staden Lübeck. I dennes indledning heder det: »Det har behaget os og vort raad« (placuit nobis
