uagtet man her kun kjender lidet til enkelthederne, synes det dog, som om den af R. Keyser[1] udtalte strenge dom over kong Eriks eneregjering, at det da stod daarlig til med landsstyrelsen i Norge, ogsaa med rette kan udstrækkes til dronning Margretes tid. Rigsraadet synes paa sin side ikke at have anstrengt sig for at erholde noget tilbage af den magt, som det paa denne maade havde tabt. For den første kraftige indskriden fra kongedømmets side trak det sig tilbage, som om det følte de samfundsklassers svaghed, som det repræsenterede, og det uagtet kongedømmets repræsentanter befandt sig fjernt fra landet og i grunden ikke selv kunde benytte den magt, som de med lethed fravristede rigsraadet. I den nærmest forudgaaende tid havde konge og raad tilsammen udøvet den myndighed, som oprindelig ved centralisationens gjennemførelse var lagt i kongedømmets hænder. Under forudsætning af, at dettes repræsentanter nu stødte rigsraadet tilside, har det imidlertid ikke derigjennem kunnet virke til at udvikle centralisationen, idet denne snarere maa være bleven svækket end styrket ved en politik, der trængte den eneste centrale myndighed, som fandtes inden riget, stedse mere tilbage. En tilstand, som den, der synes at maatte have været den eneste rimelige følge af dronning Margretes styrelse, kunde aldrig blive til fordel for det nationale kongedømme, om den end ved at svække riget paa en maade kunde være til fordel for hin tids unionelle centralstyrelse. I modsætning hertil havde rigsraadet nu været nærmest til at hævde den nationale centralisation, men det viste sig ude af stand dertil. Begivenhedernes gang godtgjorde saaledes, at Norge ikke havde formaaet at give de institutioner den falde udvikling, som paa grundlag af den nyere tingenes orden havde skullet hævde dets nationale selvstændighed ved siden af Danmark og Sverige. Men idet rige raadet fandt sig i dronning Margretes vilje, kunne dets enkelte medlemmer, ialfald de første af disse, have havt personlige fordele af den slaphed, som maatte gjennemtrænge styrelsen. Disse kunne have opveiet saavel den revision af sysler og forleninger, som den reduktion, der fandt sted i disse aar, og som utvivlsomt maa have været rettede imod aristokratiet.
Dronning Margrete var fremdeles, saalænge hun levede, den egentlige regent. Som saadan kaldtes hun i et brev fra 1394, medens kong Erik endnu var umyndig, rikisens stiornare j Noreghe, og dette var i virkeligheden ogsaa hendes stilling
- ↑ Den norske kirkes historie, II, s. 456.
