og raadet ikke havde nogen tilsvarende kraftig repræsentant. Saa meget lettere var det derfor ogsaa faldt dronningen at sikre sig indflydelse gjennem geistligheden, mod hvilken hun altid var meget imødekommende, og hvori hun ogsaa forstod at skaffe sine yndlinge fordelagtige og høie stillinger. Som selvstændig regent forsøgte kong Erik at følge i Margretes fodspor. Hans styrelse af Norge viser ogsaa dette; men han kunde ikke udvikle den samme kraft, som sin adoptivmoder, og man ser saaledes snart igjen, at der kommer mere liv i det norske rigsraad, skjønt dette rigtignok ikke derfor kan siges at have gjenvundet sin tidligere indflydelse.
Kong Erik vogtede sig saaledes vel for at lade seglet komme i en indfødt Nordmands hænder. Han betroede dette først til biskop Jakob af Oslo, der sees at have havt det i 1416,[1] og da han var død, blev det overdraget til hans efterfølger, den danskfødte Jens eller Jon. Men i disses forvaring blev det norske rigssegl i virkeligheden neppe andet, end hvad det tidligere særegne sigillum ad causas havde været. Det benyttedes vistnok i regelen kun til at besegle landsvist-breve. Saaledes blev ogsaa nu den norske kanslers stilling en tilsvarende af den, som i Danmark indtoges af »retterthingskansleren« eller, som han senere hen almindelig kaldtes, rigens kansler (justitiarius). Da han i Danmark altid var en verdslig mand, er det nok muligt, at dronning Margrete, da hun vilde overgive det norske segl til en verdslig embedsmand, ogsaa for dette riges vedkommende har næret den plan at indføre en lignende ordning. Uagtet nu ialfald kong Erik tog en geistlig mand til kansler, synes det dog, som om han ikke har villet indrømme denne andet end en’ganske indskrænket myndighed, medens han for øvrigt anvendte sin danske kansler ogsaa ved norske anliggender. Denne betragtedes altsaa som kongens egen kansler, der med ham var fælles for begge riger. I 1421 og 1431 har saaledes den danske kansler, Johannes Petri, erkedegn i Roskilde, været tilkaldt ved behandlingen af norske regjeringssager.[2] At kongen ordnede sig paa denne maade, var fra hans stand-
- ↑ R. Keyser, Den norske kirkes historie, II, s. 456: landsvist-brev, udstedt paa Teige.
- ↑ Dipl. Norv., II, no. 663; IV, no. 850. Om den nævnte danske »kongens kansler«, der døde 1434, se Dansk historisk tidsskrift, I, s. 282, noten, og Huitfeldt, anf. st., s. 515 De af ham besørgede norske breve ere beseglede med sekretet. Maaske har storseglet været overdraget til den saakaldte øverste kanslers, hvem kong Erik paa
