et nostro consilio etc.).[1] Som medlemmer af dette raad maa man da ved denne anledning tænke sig de personer, der i de sidste linjer af traktaten omtales som nærværende ved dens afslutning. Disse vare først kongens tvende sønner, kong Haakon den unge, der satte sit segl under traktaten ved siden af faderens, og junker Magnus, biskoperne Arne af Bergen og Henrik af Hole, abbederne i Munkeliv og ved Jonskirken i Bergen, kongens frænde hr. Philip, hr. Gaut af Mel og andre barones, erkedegnen i Bergen, en provst[2] og den kongelige gesandt Bjarne Mosessøn. Omtrent paa samme maade optræde ogsaa ved afslutningen af fredstraktaten i Perth i 1266 en del norske geistlige og verdslige herrer ved Magnus Lagabøters side og deltage endog med ham i traktatens besegling.[3] Disse vare biskoperne Peter af Bergen og Thorgils af Stavanger og nobiles viri, Gaut af Mel, Brynjulf Jonssøn, Finn Gautssøn og Andreas Nikolassøn samt kongens kansler, Askatin, hvilke i antal svarede til dem; der fra skotsk side tillige med kong Alexander hængte sine segl under traktaten, nemlig to biskoper, fire grever og en baron. I 1266 tales der rigtignok hverken om et norsk eller om et skotsk raad, hvoraf de herrer, som forseglede traktaten, skulde have været medlemmer. Men det synes dog at kunne antages, at de norske ved denne leilighed maa have indtaget en lignende stilling ved siden af sin konge, som de, der i 1250 deltoge i forhandlingerne med Lübeck, især da mindst en af dem, hr. Gaut
- ↑ Dipl. Norv., V, no. 4. Traktaten af 1250 har allerede været trykt i Thorkelins diplomatarium og senere i Lübecks urkundenbuch.
- ↑ Maaske har dette været provsten ved Apostelkirken i Bergen. I de islandske annaler (s. 140) og i brudstykker af Magnus Lagabøters saga heder det vistnok, at en saadan først blev indsat i vinteren 1272–73, samtidig med at kong Magnus indrettede et kannike-kollegium ved denne kirke. Imidlertid maa det erindres, at det brudstykke, som i Arne Magnussøns afskrift er bevaret af det kongelige stiftelses-dokument (Dipl. Norv. V, no. 9), kun nævner certas personas, plures in numero, ad hoc opus perpetuo collegio deputatas, in sacris ordinibus constitutas, men ikke særlig omtaler, at disse ved samme anledning ogsaa have faaet en forstander. Forsaavidt er det altsaa ikke umuligt, at kirken allerede tidligere kan have havt en provst, og at det kun er kannikernes kollegium, som stiftedes i 1272–73.
- ↑ Dipl. Norv. VIII, no. 9.
