indgaaede union,[1] netop er affattet under denne sammenkomst i Søderkøping, hvor altsaa erkebiskop Aslak og hr. Eindride Erlendssøn have mødt for det norske raad og med to svenske og to danske raadsherrer underhandlet om unionens fornyelse paa et mere bestemt grundlag. Saafremt der umiddelbart forud er bleven afholdt et særlig norsk raadsmøde i Bergen, hvilket ikke er usandsynligt, er denne sag rimeligvis paa forhaand bleven drøftet der.[2] Betydningen af den i Søderkøping vedtagne overenskomst ligger hovedsagelig i de oplysninger, som den meddeler om de af de forsamlede rigsraader paaklagede misligheder ved kong Eriks styrelse, hvilke man nu stræbte at afhjælpe. Her vedkomme disse os kun, forsaavidt de angik rigsraadet.
I denne henseende var det nye udkast til en overenskomst mellem rigerne ganske anderledes klart end udkastet fra 1397. Man havde nu erfaring og benyttede, hvad derved var vundet. Den sammensmeltning af de tre rigers særskilte raad og den dermed følgende undladelse af at give Sverige og Norge deres særlige rigsembedsmænd, som havde karakteriseret dronning Margretes og hendes efterfølgers styrelse, var ikke stemmende med de krav, der fra de nævnte to riger kunde stilles til en god ordning af lovgivning, administration og retspleie. Tillige var det et indgreb i den myndighed, som rigernes raad nu kunde anse sig for berettigede til at udøve. Følgelig maatte det, naar repræsentanter fra alle tre raad toge unions-forholdene under: overveielse, blive et af deres vigtigste formaal at afværge en gjentagelse af kong Eriks tidligere regjeringspraxis.
Udkastet bestemmer saaledes, at kongen i hvert rige skulde efter rigsraadets raad udnævne en drottsete, der skulde have den øverste dømmende myndighed, ialfald naar kongen selv var
- ↑ Hadorph, Två gambla rijmkrönikor, till., s. 117 flg. Aarsberetninger fra det kgl. danske geheimearkiv, II, s. 31 flg. At der ikke i Kalmar kan være afgjort noget om denne sag, synes klart, naar man sammenholder den ovenfor omtalte beretning om, at der 1ste Aug. ikke var noget medlem af det norske raad tilstede i denne by, med hvad L. Daae (anf. st.) har anført. Af dette fremgaar nemlig, at erkebiskop Aslak ikke heller kan være kommen til Kalmar senere i denne maaned. Ellers kunde det jo antages, at unionens fornyelse var vedtagen efter 1ste August. Allerede Jahn, Danmarks historie under unionskongerne, s. 167, har her det rette. Smlgn. R. Keyser, Den norske kirkes historie, II, s. 508, 514. C. G. Styffe, Bidrag till Skandinaviens historia, II, s. CVIII, holder paa Kalmar.
- ↑ Smlgn ovenfor, s. 288, note 3.
