Oslo, hvor han var sammen med Sigurd Bjørnssøn og Kolbjørn Gerst, som vendte tilbage fra en uheldig gesandtskabsreise til Danmark. Disse opfordrede da i forening biskop Audun af Stavanger til at komme til et møde i Lødøse,[1] hvorhen det norske raad var indbudt af det svenske til at indfinde sig. I de første dage af Januar 1441 vare ogsaa en del norske raadsherrer samlede i Sarpsborg, formodentlig for derfra at reise videre til Sverige,[2] og noget senere vare de samme paa Baahus,[3] nemlig foruden drottseten Sigurd Bjørnssøn, Kolbjørn Gerst, Mathias Jakobssøn og Henrik Skakt. Et brev, som de derfra tilskreve kongen, var beseglet af dem paa deres øvrige, ikke tilstedeværende embedsbrødres vegne (ex parte ceterorum non præsentium). Disse mødte ogsaa i Lødøse som »rigsens sendebud af Norge« og forhandlede med de der fremmødte svenske rigsraader.[4]
Et nyt møde holdtes ved St. Hans tid i Kalmar, hvor det norske rigsraad repræsenteredes af Erlend Eindridessøn, Sigurd Bjørnssøn, Kolbjørn Gerst, Mathias Jakobssøn, Henrik Skakt, Simon Bjørnssøn, Bengt Harniktssøn og Erik Bjørnssøn,[5] som »rigsens sendebud af Norge«. De afsluttede der med de fremmødte svenske herrer en overenskomst om en ny forening mellem begge riger, under forudsætning af begge raads samtykke, hvorom der fra hver side senere skulde udstedes et dokument. Af disse skulde det norske besegles med »erkebiskopen af Throndhjems og flere biskopers, drottsetens og alle andre rigsens raadgivere i Norges hængende indsegl«.[6]
Efterat ogsaa Sverige om høsten 1441 endelig havde sluttet sig til den i Danmark antagne konge, Kristofer af Bayern, havde det norske rigsraad saagodtsom intet andet valg end at følge efter. Kristofer selv synes næsten allerede at have betragtet sig som norsk konge, idet det endog siges, at han indbød repræsentanter for rigets almue til et møde, som nu blev be stemt at skulle holdes i Lødøse om sommeren 1442, og hvor de tre rigers raad skulde møde. Dette maa dog være gaaet gjennem raadet, med drottseten som mellemmand; ialfald var det ham,
