Imidlertid synes ikke kanslerens myndighed at have strakt sig meget langt, og hans stilling har vistnok mere lignet den, som rigens kansler indtog i Danmark, end hans formænds. De unionelle forhold fremtvang med nødvendighed en deling af kanslerens embede, idet der paa den ene side stilledes det krav, at der altid skulde være en kansler inden landet med fuldmagt til at give landsvist i kongens navn, og paa den anden side kongens stadige fravær gjorde det umuligt for kansleren tillige at være i dennes nærhed. Den i 1436 fremsatte fordring, at hvert rige skulde have to kanslere, kom imidlertid aldrig til udførelse for Norges vedkommende, og saaledes maatte de, fleste af de forretninger, som tidligere havde paahvilet den ene kansler, man da havde, gaa over paa det kancelli, der hyppigst var hos kongen., Dette var det danske, medens der maaske ikke en gang har existeret noget norsk kancelli, hvis første forudsætning var ophørt, da kongen som regel opholdt sig udenfor landet. Det segl, som var betroet den norske kansler, blev altsaa fremdeles, om det end ikke udtrykkelig var betegnet som saadant, dog i virkeligheden kun et sigillum ad causas.
Kong Kristofers fleste breve ere udstedte under hans sekret, som var fælles for alle tre riger;[1] ved de faa breve, som han har ladet udgaa fra Norge, er dette maaske hængt under af Gunnar Holk, uagtet der ikke nævnes noget derom. Som oftest kan han dog ikke være anvendt. Man har saaledes bekræftelser af ældre privilegier, kundgjørelser, gavebreve og værnbreve, der ere udstedte paa denne maade. Et værnbrev er ogsaa udstedt under storseglet, der ligeledes i denne konges tid synes at have været fælles for alle tre riger.[2] Dette segl kaldtes nu officielt »majestæts-seglet«, en benævnelse, som for øvrigt allerede forekommer en enkelt gang under den foregaaende regjering.[3] Vedkommende brev er udstedt under kongens ophold i Oslo ved kroningen. I den ved beseglingen anvendte formel: sub sigillo nostræ majestatis, qvo utimur pro præsenti, kan der maaske ligge en undskyldning for, at kongen ikke anvendte et særligt norsk storsegl; imidlertid synes han ikke senere at have
