anskaffet sig et saadant, og det danske storsegl vedblev for eftertiden i hans styrelse at anvendes som unionskongens majestætssegl. Ogsaa fortsattes fremdeles med den under Erik af Pomern indførte sædvane, at lade norske sager foredrage eller expedere af danske rigsraader.[1] Naar et norsk kongebrev er udstedt under majestætsseglet paa en tid, da den norske kansler var hos kongen i Danmark, er det alligevel neppe rimeligt, at han har kunnet benytte det, da det var i den danske kanslers værge.
At der i Norge har været nogen fast centralstyrelse ved siden af den administration, der udgik umiddelbart fra kongen, er under disse forhold ikke rimeligt. Hvis der havde været en saadan, maatte der paa en eller anden maade været spor af dens virksomhed. Saaledes var den daglige styrelse unddragen rigsraadets umiddelbare medvirkning. Alligevel maa dette under kong Kristofer siges at have øvet en meget betydelig indflydelse og at have bestemt hans holdning i alle politiske spørgsmaal vedkommende Norges egne forhold. Rigsraadet viser sig nu pludselig i besiddelse af en magt, som det ikke havde havt siden Haakon VI.s dage. Tilsyneladende staar det nu igjen fuldt af kraft og liv og synes at optræde med megen bestemthed. Begivenhedernes gang viser imidlertid, at det nu som før mere var den regjerende konges eftergivenhed, som dette skyldtes, end deres egen kraft. Kong Kristofers regjering var i det hele en tid for den aristokratiske og separatistiske reaktion i de nordiske riger.[2] Norge fulgte i denne henseende med de tvende andre lande, og idet det unionelle kongedømme paa denne maade svækkedes, tilfaldt ogsaa her ved begivenhedernes magt den mest fremtrædende plads aristokrati og raad. Men efter kongens død ophørte dette med en forbausende hurtighed.
Nogen virkelig overlegen personlighed synes der ikke at have været mellem rigsraadets medlemmer i denne tid. De mest fremtrædende ere erkebiskop Aslak og hr. Olaf Nilssøn. Af dem synes den første at have været en ivrig, virksom og energisk personlighed; men han har tillige altid lempet sig efter forholdene og har maaske ofte været paavirket af en trykkende følelse af sit lands politiske afmagt. I befalingsmanden paa
