Mellem dem, til hvem det saaledes overdroges at udøve kongens dømmende myndighed og tillige for ham at træffe foranstaltninger vedkommende rigets forsvar tilsøs og tillands, var hr. Olaf Nilssøn den første. Han skulde repræsentere kongen personlig. De øvrige vare biskop Audun af Stavanger, hr. Gunnar Holk, der for øvrigt kun kaldes provst ved Mariakirken, erkedegnen, Svein, hr. Narve Jakobssøn og væbnerne Guthorm Eyvindssøn og Hans Krukow. I kundgjørelsen siges, at beslutningen var fattet med de bedste mænds raad, og der omtales de gode mænd, som nu vare eller havde været hos kongen i Kjøbenhavn. Maaske have disse tildels været de samme, som deri nævnes. Hovedgjenstanden for mødets forhandlinger var dog nu som før forholdet til Tydskerne i Bergen. Her synes sagen allerede at være afgjort under det forudgaaende møde i denne by, hvor raadet havde sluttet sig til de fordringer, hr. Olaf allerede i 1443 havde opstillet lige overfor Tydskerne i de 24 »punkter og artikler«, som han da havde ladet bekjendtgjøre. Disse skulle ogsaa bagefter være indtagne i retterboden af 1444.
Under raadets sammenkomst i Bergen havde der for øvrigt gjort sig meget forskjellige opfatninger gjældende af, hvad der burde gjøres med hensyn til Tydskerne. Om de der førte forhandlinger haves der en i sin art aldeles enestaaende beretning i et skrift fra det 16de aarhundredes anden halvdel, den saakaldte »Bergens fundats«.[1] Uagtet der ikke kan oplyses noget om de kilder, hvoraf vedkommende forfatter har øst, er der neppe grund til at betvivle hans paalidelighed i det væsentlige. Efter denne beretning skulde det ene parti af raadet have havt sin første talsmand i erkebiskop Aslak Bolt, det andet i hr. Nikolas Kane. Erkebiskopen holdt paa, »at det var godt, at de Tydske bleve vintersiddendes her i Bergen for tvende aarsagers skyld, – den første aarsag, at dersom det skede, da turde ingen kloster, kirke heller borgerne i Bergen sig befrygte for nogen uforvarendes krig eller feide, som nu nogen tid lang storligen er skeet. Den anden aarsag er, at dersom dette skede, da var det en god ting for alt land; thi at da kunde de Nordfarere, Finmarksfarere og alle omliggendes øer, Island og andre øer, have deres kjøb-
- ↑ N. Nicolaysen, Norske magasin, I, s. 539. En anden hovedkilde for disse begivenheder er det tydske klageskrift, der er trykt med indledning i Kristiania videnskabs-selskabs forhandlinger for 1877, no. 8.
