mandskab, og hvilken kjøbstad, som da alligevel kan blive ved magt, da stande han sit eventyr, og hver borger at søge sin næring og kjøbmandskab herefter, hvor hannem behagerse. Derimod indvendte hr. Nikolas Kane, at det var ikke godt, men at man det anderledes skulde forhandle end at tilstede udlændske saadan indgang med den vintersæde; thi det havde været meget bedre og raadeligere, at man havde bygget en borg heller befæstning, som kunde staa imod de Tydske, om de agtede sig saa igjen at komme, som de tilforn haver været«, – hvorhos han endvidere mente, »at det ikke var raadeligt, at de tilstedte, at gammel skik og privilegier bliver rykte, men heller konfirmeret og stadfæstet«. De af ham udtalte anskuelser vare de samme, som hyldedes af hr. Olaf Nilssøn, og dette parti gik ogsaa af med seiren. Rigsraadet støttede nu den politik, som gik ud paa at drive Tydskerne tilbage i den retslige stilling, som de havde opnaaet ved de privilegier, der vare dem tilstaaede i det 13de og 14de aarhundrede. Paa grundlag heraf vilde man altsaa fra norsk side ikke anerkjende kontoret som noget eget samfund i staten og endnu mindre tillade, at de tydske haandverkere i Bergen dannede et saadant.
I eftersommeren 1445 var en større del af det norske rigsraad forsamlet i Kjøbenhavn i anledning af kongens bryllup. Her kom forholdene i Bergen atter under behandling. Under 25de September bekræftede kongen med sit norske raads samtykke Hansestædernes gamle friheder i Norge.[1] Dette privilegium er udstedt under kongens sekret; som de tilstedeværende medlemmer af det norske rigsraad, der deltoge i dets besegling, nævnes biskop Jon af Oslo, hr. Gunnar Holk, der heller ikke nu omtales som kansler, hr. Sigurd Jonssøn, hr. Kolbjørn Gerst, hr. Mathias Jakobssøn, hr. Erik Sæmundssøn, hr. Henrik Skakt, hr. Hartvig Krummedike og væbnerne Hans Krukow og Guthorm Eyvindssøn. Tydskerne i Bergen fandt sig imidlertid lidet hjulpne hermed, og uagtet ordlyden i det nye kongebrev skulde være til deres fordel, betragtede de det dog som et ubeleiligt tillæg til retterboden af 1444, »det store majestæts-brev«, som den kaldtes i deres klager. Dette var
- ↑ Dipl. Norv., VII, no. 427. Det privilegium, som kongen med raadets samtykke 29de Aug. 1445 (N. Nicolaysen, Norske magasin, I, s. 571) skal have tilstaaet de tydske skomagere, er ialfald af tvivlsom ægthed. Smlgn. Kristiania videnskabs-selskabs forhandlinger for 1877, no. 8, s. 20 flg., og for 1878, no. 11, s. 2.
