dermændene vare ved kongens side, det vare biskoperne hos erkebiskopen, medens kannikerne indtoge en mere underordnet stilling, svarende til den, hvori de tilstedeværende af kongens øvrige haandgangne mænd befandt sig, idet ingen af dem medtoges ved forseglingen. De nævnte lendermænd vare her i virkeligheden kongens »høieste raadgivere«, saaledes som lovgivningen vilde have dem, og det var i sin orden, naar kongen raadførte sig med dem som sine bedste og klogeste mænd.
Men herved maa tillige erindres, at forholdene ved begge anledninger vare af en saadan beskaffenhed, at der ikke var adgang til at tilkalde noget medlem af den høiere geistlighed som kongens raadgiver, saaledes som det lettelig kunde tænkes at være skeet, hvis forudsætningen for disse forhandlinger havde været en anden. I dette tilfælde kunde biskoperne ogsaa her have staaet ved kongens side, ligesom lendermændene, og man havde da seet anvendt den samme fremgangsmaade som i 1250 og 1266.
Efter det her anførte viser det sig med bestemthed, at saavel de yngre kongesagaer, som samtidige diplomer og Magnus Lagabøters lovgivning forudsætte tilværelsen af et kongeligt raad, inden hvilket lendermændene uimodsagt staa som de første. Alle, som en gang vare optagne i denne rangklasse inden hirden, hørte dermed ogsaa til »kongens høieste raadgivere«. Men det laa tillige i sagens natur, at de alene kunde optræde som saadanne, naar de personlig vare nærværende hos kongen. Ved siden af lendermændene staa foruden kansleren rigets biskoper og abbeder, hvis høie stilling rimeligvis har givet dem en lignende ret til at optræde som kongens raadgivere, uagtet de stode udenfor hirden. Men ogsaa for deres vedkommende var det en nødvendig forudsætning, at de personlig vare tilstede i kongens omgivelse. Paa grund af deres stilling var dette kun i de sjeldnere tilfælde muligt. Deres antal var ikke stort, og deres deltagelse i behandlingen af de offentlige anliggender som kongelige raadgivere har derfor rimeligvis ogsaa været ringere end lendermændenes.
De sidstes stilling var fra gammel tid af en saadan, at de uvilkaarlig maatte danne kjernen i de kongelige raadgiveres kreds, saasnart en saadan begyndte at udvikle sig. At forbigaa dem var for det første – efter hele det norske samfunds udvikling – en ren umulighed. De len-
