befæste og udvide sin magt. I 1449 var der for første gang – saavidt nu bekjendt – af en norsk konge udstedt en haandfæstning. Der var til kronens overdragelse saavel til Karl Knutssøn som til Kristjern I knyttet betingelser; disse vare opstillede af raadet og skulde for en væsentlig del tjene til at sikre dets interesser. Det arvelige kongedømmes ophør aabnede saaledes rigsraadet en adgang til magtudvidelse, som det tidligere ikke havde kunnet faa. Det norske raad havde derved ogsaa den fordel at kunne støtte sig til en lignende bestræbelse hos sine danske og svenske kolleger. Disse kunde ikke en gang selv antages at ville tilstede det norske raad at vise sig altfor medgjørligt imod en ny konge. Ved haandfæstningerne skulde tillige rigsraadet blive den kontrollerende myndighed i riget.[1] Saaledes syntes igjen alle betingelser at forene sig for at give det magten i hænde, og naar dette ikke lod sig gjøre, er det kun et nyt bevis for, at dets ydre glans ikke var ledsaget af nogen tilsvarende indre udvikling af kraft.
Karl Knutssøns haandfæstning af 20de November 1449[2] begynder med at love, at han vilde holde Norges lov mod alt landsfolket, hvorpaa den bekræfter kirkens og geistlighedens gamle friheder i overensstemmelse med de tidligere compositiones og retterbøder. Deri ligger et vidnesbyrd om, at kirkens primas, erkebiskop Aslak Bolt, i særlig grad har forstaaet at varetage de interesser, over hvilke han var kaldet til at vaage. Men Aslak Bolt varetog tillige raadets sag. Kongen forpligtede sig nemlig til ikke at overlade »rigsens renter« til nogen udlænding, ikke at give saadanne len eller optage dem i raadet og ikke uden raadets samtykke og vilje indlade sig i nogen krig. Heller ikke skulde han undtagen i nødstilfælde foretage eller »fuldkomme« noget ærinde, som vedkom Norges krone, uden med rigsraadets raad, samtykke og stadfæstelse, ligesom han overhovedet ikke maatte overlade indenlandske og udenlandske mænd slot eller fæste i riget uden efter rigsraadets raad. Naar kongen kom ind i riget, forpligtede han sig til for fremtiden at styre sin gaard med embedsmænd, nemlig hofmester, kansler, kjøgemester, fodermarsk o. s. v. og dertil kun tage indfødte Nordmænd efter rigsraadets raad. Heller ikke skulde han paalægge indbyggerne ulovlige skatter, gjæsteri eller andre tyngsler, medmindre det var nødvendigt, og selv i dette tilfælde kun med de
