hos ham tilstedeværende raadsherrers raad, samtykke og vilje. Efter kongens død skulde »Norges rige og indbyggere« have sit frie kaar at kaare den til konge, med hvem de fandt, at riget bedst kunde være tilfreds, medmindre han efterlod en ægte søn, som dertil kunde være skikket. Saafremt rigsraadet fandt det nyttigt, vilde kongen efter dets raad have et fadebur i Norge, og derhos skulde han mindst hvert tredie aar besøge Norge for rigets og dets indbyggeres kjæremaals og ærinders skyld. De anordninger, som han da traf med raadets raad om slot, land eller len, de skulde staa ved magt, indtil han atter kom tilbage til riget, medmindre nogen af dem, der havde »rigsens rente, slot eller len«, i mellemtiden enten afgik ved døden eller forbrød sig mod konge og rige. Kongen forpligtede sig derhos til ikke at kalde rigsraadet til Sverige paa egen fortæring, medmindre der var stor nødvendighed tilstede og det dreiede sig om spørgsmaal, der vare af stor vigtighed for begge riger, og naar hans »raad og gode mænd« af Norge kom til ham i Sverige, da skulde han hurtigst mulig give dem svar, forat de ikke for lang tøvens skyld skulde paadrage sig store omkostninger. Da denne haandfæstning blot beholdt gyldighed i en ganske kort tid, har den nu kun interesse som et vidnesbyrd om den opfatning af kongens og raadets gjensidige stilling, der gjorde sig gjældende hos erkebiskop Aslak og de »raad og gode mænd af Sverige«, der ledsagede kongen. Alt beregnedes paa, at kongen alene skulde kunne udøve sin myndighed, naar han var inden riget. Blot i det yderste nødsfald maatte han kalde det norske raad til Sverige. Rimeligvis maa det have været tanken, at hofmesteren, som man nu, ligesom i 1436, kaldte raadets første medlem, tilligge med kansleren og nogle andre medlemmer af raadet under kongens fravær skulde besørge den daglige styrelse. Formodentlig har det været kong Karls tanke senere hen at udnævne en hofmester, hvortil han maaske nærmest har tænkt paa hr. Erik Sæmundssøn. Men foreløbig blev der i denne henseende ikke truffet nogen fast ordning. Videre kom det heller ikke med Karl Knutssøns gtyrelse, der saaledes ligesom hans haandfæstning ikke kan have nogen større betydning.
I sine hovedtræk var denne haandfæstning overensstem- mende med den, som kong Kristjern allerede under 2den Juli s. a. havde udstedt i Marstrand.[1] Denne bekræftede dog kun
- ↑ Huitfeldt, Kristjern den første, s. 9 flg.
