og toge del i de der førte forhandlinger, uagtet disse, saavidt vides, udelukkende angik norske anliggender. Saaledes tog kongen dem endog paa raad i en sag, som stadfæstelsen af hr. Hans Krukows gave af alt sit gods til Munkeliv, med det dertil knyttede tilsagn om at overlade klosteret det af ham indehavte Søndfjord len paa ti aar efter hans død. Det derom udstedte brev er foruden af kongen og de fleste ovenfor nævnte norske raadsherrer ogsaa beseglet af tre danske, derimellem hofmesteren, hr. Nils Erikssøn, og det har endog derved været denne sidste, som foredrog sagen for kongen.[1] Ogsaa forhandlingerne med de misfornøiede Tydskere ved kontoret førtes af kongen med begge rigers raad.[2] Herved kunde han dog, uagtet striden nærmest var fremkaldt ved rent lokale forhold, ialfald med et skin af grund skyde sig under, at sagen i sin videre udvikling, forsaavidt den kunde fremkalde et brud med Hansestæderne, maatte betragtes som unionel. Paa dette møde blev den politik, som i kong Kristofers dage havde fundet ivrige forkjæmpere inden rigsraadet, fuldstændig opgiven. Lige fra sin regjerings-tiltrædelse af havde den nye konge vist sig venlig og imødekommende mod Tydskerne, saavel i Bergen, som i de østlandske byer, uden at raadet havde kunnet hindre ham deri. I 1453 nøiedes han ikke med at bekræfte privilegier, men foretog det endnu mere bestemte skridt at fjerne Tydskernes værste fiende fra den stilling, hvori han kunde gjøre dem mest skade. Hr. Olaf Nilssøn maatte træde tilbage som befalingsmand paa Bergens kongsgaard, hvor den af de tydske kjøbmænd velseede svenske ridder hr. Magnus Gren kom i hans sted, – et synligt tegn paa den forandring, der var foregaaet efter 1448. Nu var det det danske og de i Norge indgiftede medlemmer af det norske rigsraad, som havde indflydelsen, og fra deres side, var der ikke grund til at vente nogen virksom indgriben til fordel for en politik, som med alle dens svagheder og med alle de misligheder, der kunne have klæbet ved hr. Olaf Nilssøns forsøg paa at gjennemføre den, dog hos efterslægten vil kunne gjøre regning paa sympathier, som et af de sidste vidnesbyrd fra middelalderen om kraft og selvfølelse hos Norges første mænd. Hvad der senere, skede, var i overensstemmelse med kongens optræden i Bergen 1453. Da hr. Olaf paa egen
Side:Det norske rigsraad.djvu/335
Denne siden er ikke korrekturlest
319
