lendermænd og de med disse paa det nærmeste sidestillede hirdstyrere og fornemmere geistlige paa den ene side og de mindre høitstaaende mellem kongens omgivelser har været stor nok til i officielle aktstykker at gjøre det umuligt at sammenfatte alle disse under den samme betegnelse. Men dette forhindrer ikke, at det alligevel for den almindelige bevidsthed kunde staa, som om alle, der stode kongen nær og deltoge i behandlingen af de offentlige anliggender, vare hans raadgivere. Denne opfatning kan da være kommen til orde i sagaerne, medens de officielle brevskaber skjelnede mellem dem, som havde ret til at tages med paa raad, og dem, som alene kaldtes dertil efter kongens vilje. I ethvert tilfælde sees det, at et nyt element har været i færd med at trænge sig op, hvilket igjen med tiden maatte faa indflydelse paa lendermændenes stilling som kongens raadgivere. Allerede det, at der ved valget af saadanne jævnlig toges andre hensyn end udelukkende til byrden, var her af stor betydning. Veien var dermed banet for en udvikling af et kongeligt raad paa et grundlag, der tildels var et ganske andet end det, hvorpaa lendermands-aristokratiet fra gammel tid af hvilede, og hvorpaa dets medlemmer grundede sine fordringer paa at være kongens selvskrevne raadgivere.
Herved blev den mere udstrakte anvendelse, som den skriftlige forretningsorden efterhaanden fik, af stor betydning. Beseglingen af de offentlige dokumenter, der udgik fra kongen, blev nu en stedse mere betydningsfuld sag, og hvor disse vare af større vigtighed, blev det snart en almindelig fremgangsmaade at lade dem besegle af fornemme eller betroede og anseede mænd. I flere tilfælde, hvor ingen saadanne optræde som beseglende, har det ialfald været anseet nødvendigt at nævne dem, som vare nærværende ved brevets udstedelse, for saaledes at skjænke den deri omtalte handling forøget gyldighed.[1] Saasnart kongerne som regel valgte disse beseglere eller vitterlighedsvidner inden sine raadgiveres kreds, maatte dette igjen have til følge, at denne blev mere fæstnet, og at den efterhaanden i andres øine maatte faa et stedse mere afsluttet præg.[2]
- ↑ Smlgn. de ovenfor anførte steder af Dipl. Norv. I, no. 51 og III, no. 1. Det kan være rimeligt, at paaberaabelsen af de anseede mænd som vidner for en handlings gyldighed er den oprindelige fremgangsmaade, og at beseglingen er en yngre.
- ↑ Maaske har der endnu i nogen tid været gjort den forskjel, at ved beseglingen kun de mere høitstaaende raadgivere medtoges, medens