hr. Alf Knutssøn (1471 og 1476) og hr. Jon Smør (1476).[1] Ved andre anledninger, som ved de unionelle forhandlinger i Halmstad 1468 og i Kalmar 1472, optraadte derimod det danske rigsraad alene baade paa Danmarks og Norges vegne.[2] Men ogsaa naar det norske rigsraad var repræsenteret ved disse møder, viser det sig, at dets medlemmer betragtedes som en enhed med det danske raad, og at det samme var tilfældet med de to riger, Danmark og Norge, lige over for Sverige.
I denne henseende maa Kristjern L.s regjering have havt en stor betydning for den følgende udvikling. Ved overenskomsten i Bergen 1450 var der netop i hans tid lagt et nyt grundlag for foreningen, og i den følgende tid maatte kongens hele styrelsesmaade tjene til at bringe rigerne mere sammen i politisk og administrativ henseende. Hvorvidt han herved har været sig en bestræbelse i denne retning fuldt ud bevidst, kan være tvivlsomt. Men selve udviklingens gang er aldeles tydelig. Dronning Margrete havde i sin tid arbeidet paa at danne et unionelt raad af de tre særskilte rigsraad, og denne politik blev i hendes tredie efterfølgers tid med held gjentagen for de to af rigernes vedkommende. Grænserne mellem det norske og det danske raad udviskedes efterhaanden, hvormed ogsaa fulgte en begyndende sammensmeltning mellem begge rigers administration, navnlig derved, at kongen henvendte sig til det danske raad i sager, som udelukkende vedkom Norge. Ved siden deraf gaves der ogsaa en enkelt gang bestemmelser under ét for begge lande med samtykke af begges rigsraad.[3] Efterhaanden begyndte man at vænne sig til at betragte denne sammensmeltning som noget, der var i sin orden. Paa de tider, hvor ogsaa Sverige var med i unionen, synes den norske almue endog at have anseet alle tre rigers raad som en enhed, og kongen selv bidrog til at støtte denne opfatning.[4]
Saafremt det norske rigsraads medlemmer havde havt en rigtig forestilling om betydningen af disse forhold og derhos været
- ↑ Dipl. Christierni primi, pag. 175, 285, 312, 327, 329; Dipl. Norv., III, no. 893; Hadorph, III, anf. st., tillæg, s. 300.
- ↑ Dipl. Christierni primi, pag. 199, 259.
- ↑ Skandin. literatur-selskabs skr., XVI, s. 172 flg. Smgln. ovenfor, s. 323.
- ↑ En bonde fra Ringerike klagede i 1450 for konunghen och rigsens radh aff Danmark och Sverighe och Norighe. Dipl. Norv., I, no 853. I bekræftelsen af sættargjerden taler kongen om sit ærlighe raad lærdhe ock leckthe af alle iij ryckenæ. Smstds. IV, no. 941.
