istand til at gjøre sig gjældende i det unionelle raad, der saaledes efterhaanden voksede frem, vilde den nu begyndte udvikling ingenlunde ubetinget have været til Norges skade. Men rigsraadet besad i denne henseende ikke de fornødne betingelser. Kun om et ganske ringe antal af den tids raadsherrer kan det antages, at de have havt den uddannelse, som krævedes af deres stilling. Deres syn var snevert, og de gjorde kun lidet for at holde sig i høide med sine standsfæller i de to andre lande. Norge selv bød i det femtende aarhundrede ingen adgang til at erholde endog blot en tarvelig uddannelse for det offentlige liv, og udenfor de geistlige har det vist været en stor sjeldenhed, at en raadsherre havde foretaget en udenlandsk studiereise. Selv til unionskongens hof søgte kun sjelden de unge norske adelsmænd.[1] De holdt sig helst hjemme i stilhed, optagne af sine private interesser, over hvilke de tabte sansen for de større, saaledes at de bleve ude af stand til at optræde paa en kraftig maade, hvor det gjaldt om at opfylde sine pligter mod sine standsfæller og sit land. De lange og hyppige reiser, som bleve nødvendige for det norske raads medlemmer, naar de skulde deltage i de fælles raadsmøder, gjorde disse endnu byrdefuldere for dem end de indenlandske. De klagede derover og saa sig helst fritagne for at møde. Følgen deraf blev den, at sagerne afgjordes uden deres medvirkning. Ude af stand til at foretage noget kraftigt skridt til at bevare sin egen indflydelse, nøiedes raadet med at indgive klager over kongens styrelse. Saadanne vides bl. a. at være førte over hans slette mynt og over, at der førtes forhandlinger med Hansestæderne udenfor riget.[2] Men noget udbytte bragte aldrig disse klager, til hvilke kongen intet hensyn tog. Haandfæstningens bestemmelser bleve kun sjelden opfyldte. Skylden herfor hviler ikke alene paa kongen. For en stor del var den ogsaa rigsraadets, der manglede evne og midler til en virksom kontrol og ikke kunde paase, at de i 1449 givne løfter bleve overholdte.
- ↑ Smlgn. ovenfor, s. 301. Ogsaa hr. Alf Knutssøn havde været kongelig »hofsinde«. Om en norsk adelsmand, der var kammerjunker hos kongen, men alligevel omtales som »denne fattige Norbagge«, se Huitfeldt, Kong Hans, s. 202.
- ↑ Hadorph, anf. st., tillæg, s. 306. Nor, III, 2, s. 65. Smlgn. T. H. Aschehoug, anf. st., I, s. 336.
