igjen maatte være berettigede til at vælge konge. Dermed fulgte ogsaa, at rigsraadet blev rigets styrer under det nu forestaaende interregnum. Som dettes formand optraadte foreløbig erkebiskop Gaute af Nidaros. Ingen var nærmere dertil end han. Raadet samledes først i Bergen, hvor i August og September 1481 erkebiskopen, biskoperne af Bergen, Hamar, Stavanger og Hole, hr. Jon Smør, befalingsmand paa Bergens kongsgaard, hr. Alf Knutssøn, Jon Bjørnssøn, Otte Matssøn, Thorleif Bjørnssøn og Guthorm Tjeld udtrykkelig nævnes som raadsherrer.
De forsamlede medlemmer af raadet optraadte med fuld kongelig myndighed. Under 25de August udnævnte de saaledes Thorleif Bjørnssøn til hirdstyrer paa Island. Rigsraadet paaberaabte sig derved, at den afdøde konge havde lovet at styre riget med indenlandske og indfødte mænd og ikke overdrage land eller len til udlændinge, hvilket de nu efter sit privilegium og landets frihed agtede fuldkommelig at holde. Af denne grund vare dets medlemmer blevne enige om, at Thorleif Bjørnssøn paa Norges krones vegne skulde have Island i tre aar, fra hans ankomst der til landet at regne, mod aarlig forfaldsløst at lade udbetale 900 lette gylden i Bergen til »Norges forstander«, hvorhos han skulde være »Norges krone og hendes forstander« tro og huld.[1] Det maa saaledes allerede paa denne tid have været rigsraadets tanke at indrette sig med muligheden af en længere thronledighed for øie og derfor at vælge sig en »rigsforstander«, i lighed med hvad der allerede længe forud var skeet i Sverige. Men det er dog neppe rimeligt, at der allerede i Bergen er foretaget noget saadant valg.
Under det samme møde benyttede ogsaa rigsraadet anledningen til at protestere mod de friheder, som Kristjern den første i sin tid uden at indhente dets samtykke havde tilstaaet Hamburgerne, samt maaske ogsaa borgerne i enkelte andre tydske stæder, med hensyn til at drive handel umiddelbart paa Island. Det tilskrev i denne anledning raadet i Lübeck med underretning om, at denne ret fra nu af maatte være ophævet, medens Bergen atter, ligesom fra gammel tid, skulde være stapelstad for den islandske handel.[2] Rigsraadets medlemmer have rimeligvis i den følgende tid for det meste været samlede. Men da Bergen under de daværende politiske forhold ikke var det hel-
