Saaledes stilledes ogsaa de kongelige raadgiveres kreds frem for den almindelige bevidsthed paa en mere synlig maade end forhen.
Den nye fremgangsmaade med at lade flere besegle de kongelige brevskaber traadte tildels ved siden af, tildels i stedet for den ældre med anvendelsen af mededsmænd ved vigtige offentlige handlinger. Ved den overenskomst om rigsstyrelsen, som afsluttedes paa thinget paa Hvitingsø i 1208, blev denne bekræftet ved ed af to tylvter lendermænd og sysselmænd paa hver side.[1] Nogle aar senere hen derimod, da kong Inge og Haakon jarl afsluttede sin overenskomst om arvefølgen, blev derom efter sagaens beretning udstedt et skriftligt dokument, som foruden af kongen og jarlen skal være beseglet af erkebiskop Thore, hans fratraadte formand, Erik, og tvende af rigets øvrige biskoper.[2] Saafremt der ikke har været andre end disse, der have beseglet dette aktstykke, tør man neppe ved den leilighed i de fire høie geistlige se medlemmer af de kongelige raadgiveres kreds. Exemplet viser kun, hvorledes anvendelsen af den skriftlige forretningsorden, om den endnu ikke var bleven den mest almindelige, dog var i færd med at trænge igjennem. Fra den følgende tid er der allerede anført nogle exempler paa, hvorledes kong Haakon Haakonssøn ved overdragelse af gaver af jordegods tilkaldte lendermænd og andre af sine nærmeste omgivelser, som ved sin nærværelse bekræftede gavens gyldighed. Ved senere leiligheder optræde flere lendermænd ved kongens side for ved sine segl at styrke gyldigheden af brevskaber, der udfærdiges til vidnesbyrd om vigtige statshandlinger. Ved disse anledninger vare jo ogsaa tildels andre tilstede end netop de, som nævnes ved navn.
Den mere almindelige anvendelse af den skriftlige forretningsorden havde imidlertid ogsaa andre virkninger, der vare af betydning for den maade, hvorpaa udviklingen af en fast kreds af kongelige raadgivere maatte foregaa. Der blev nu i
- ↑ Smlgn. Dipl. Norv. I, no. 4: intervenientibus bonæ memoriæ Thorero, Nidrosiensi archiepiscopo et quibusdam aliis tam preælatis, quam nobilibus Norvegiæ.
- ↑ Norges kongesagaer, overs. af P. A. Munch og O. Rygh, II, s. 244.
samtlige tilstedeværende af disse nævnes, hvor de alene optræde som vitterlighedsvidner uden at deltage i beseglingen. Sammenlign, hvad der er anført ovenfor s. 16.
