digste samlingssted, bleve dets forhandlinger snart forlagte til Østlandet. I Bergen har man saaledes neppe taget nogen endelig beslutning. Men det synes dog, som om man allerede der har bestemt sig for at aabne underhandlinger med Sveriges rigsraad og rigsforstander. Ialfald blev om høsten 1481 en af de i Bergen fremmødte raadsherrer, Guthorm Tjeld, sendt til Sverige. Omtrent samtidig sendte kong Hans, der allerede havde antaget titel af Norges arvekonge, nogle sendebud til. Norge, hvilke rimeligvis have truffet raadet paa Østlandet.[1]
I de første dage af 1482 var rigsraadet samlet i Oslo. Her mødte biskoperne Gunnar af Oslo, Hans af Bergen og Karl af Hamar, abbed Paal i Hovedøen, kansleren, hr. Ivar Vikingssøn, hr. Erik Bjørnssøn, hr. Alf Knutssøn, hr. Bo Fleming, hr. Gaute Kane, hr. Svein Galde, hr. Einar Fluga, Jon Bjørnssøn, Anders von Bergen, Otte Matssøn, Mogens Pederssøn og Guthorm Tjeld, – alle tilsammen kaldte »Norges riges raad«. Paa dette møde blev der bl. a. afgjort en retssag om Manvik gaard og gods, der paadømtes af seks raadsherrer og to lagmænd.[2] Hovedøiemedet med sammenkomsten var dog af rent politisk natur. Der indfandt sig to sendebud fra det svenske rigsraad, og med disse afsluttedes der 1ste Februar en foreløbig, »kjærlig og venlig bebindelse mellem disse to riger, Norge og Sverige, hvorefter de begge skulde bistaa hinanden til opretholdelsen af sin fulde frihed, ret og velmagt«. Navnlig skulde da dette vise sig deri, at det ene riges raad ikke skulde indlade sig paa noget kongevalg uden i fællesskab med det andet, og at ethvert forbund, som sluttedes af det ene rige, ogsaa skulde gjælde det andet.[3]
Samtidig skreve ogsaa de tre biskoper, hr. Erik Bjørnssøn, hr. Alf Knutssøn, hr. Gaute Kane og hr. Svein Galle, et brev til det svenske rigsraad, hvori de opregnede alle de klagemaal, de havde imod den afdøde konges styrelse.[4] Tildels angik disse saadanne ting, som at Orknøerne og Shetlandsøerne vare pantsatte, og at afgiften af Suderøerne ikke betaltes. Men ved siden deraf førtes ogsaa klage over den maade, hvorpaa kong Kristjern ved sine besættelser af de forskjellige lens- og slotsbefalinggmænds-poster ligefrem havde krænket de løfter, som han
