uret, der var gjort deres land, ved at kongen havde overdraget Baahus til en dansk befalingsmand, hvilket tillige indeholdt en fare for Sveriges sikkerhed. Raadets uvilje mod unionen fremgik ogsaa af disse dets skrivelser. Det sagdes i dem, at der var megen fare i den tidligere bestemmelse om, at de tre riger til evig tid skulde være forenede under én konge, hvilket de aldeles ikke kunde finde at være til nogen nytte, da det til denne tid ikke havde havt nogen god fremgang og det i fremtiden yderligere maatte være at befrygte, »at det maatte komme da til mere skade og større usamdrægtighed«.[1]
For at følge en saadan politik som den, det norske rigsraad nu havde forsøgt, var det en nødvendig forudsætning, at det fik hjælp fra Sverige. Men da der netop paa denne tid foregik et afgjort omslag i det svenske raads holdning, maatte alt haab i denne henseende snart opgives. Det svenske rigsraad havde selv vist sig villigt til at underhandle med det danske, og det kunde da ikke opmuntre de norske raadsherrer til at fortsætte paa den vei, hvorpaa de nu vare slaaede ind. I overensstemmelse med den saaledes forandrede situation opfordrede det ogsaa sine kolleger i Norge til at træffe en overenskomst med de danske sendebud og derved faa det ordnet saaledes, at; enten en norsk befalingsmand straks kunde blive indsat paa Baahus eller ialfald den danske indtil videre ikke befatte sig noget med lenet.[2] Med dette svar var sagen for Norges vedkommende egentlig at betragte som afgjort, og rigets tilslutning til den i Danmark valgte nye konge den eneste udvei, som stod det aaben. Da kong Hans omtrent samtidig sendte fire medlemmer af det danske raad til Baahus,[3] blev der ogsaa med dem truffet en aftale om, at det norske raad i Januar 1483 skulde indfinde sig til et unionelt møde i Halmstad og der forhandle om Hans’s antagelse til konge.
Mødet i Halmstad afholdtes til fastsat tid. Foruden erkebiskop Gaute og hr. Jon Smør mødte fra norsk side biskoperne Hans af Bergen og Karl af Hamar, hr. Bo Fleming, hr. Gaute Kane, hr. Svein Galde, Anders von Bergen og Otte Matssøn. Mødets egentlige hensigt blev ikke opnaaet; der blev atter berammet et nyt møde, som skulde holdes i Kalmar, hvorom der ogsaa udstedtes et dokument, som bl. a. besegledes
