af erkebiskop Gaute og hr. Jon Smør.[1] Sammen med erkebiskopen af Lund og den danske rigshofmester betegnedes de her som Daciæ et Norvegiæ regnorum consiliarii. Men mødet bragte dog for Danmarks og Norges vedkommende det resultat, at de fra disse riger fremmødte raadsherrer enedes om at antage kong Hans og forelagde ham en haandfæstning, som han paa sin side antog 1ste Februar.[2] Denne var fælles for begge riger. Dog optraadte hvert rigsraad nu for sig.
Haandfæstningen paalagde kongen at styre sine riger med gode indfødte mænd af og i hvert af dem, ikke optage udlændinge i raadet og ikke drage dettes medlemmer nogen vanbyrding over hovedet, samt i det hele ikke udnævne eller afsætte nogen befalingsmand over len eller slotte »uden med de ypperste og bedste rigens raads raad i den landsende, som slottene beliggendes ere«, hvilke da igjen skulde være ansvarlige for rigets »menige raad«. Kongen maatte ikke uden at indhente rigsraadets samtykke pantsætte eller afhænde nogen del af rigerne og heller ikke formindske kronens eiendomme eller indtægter. Raad, ridderskab og gode mænd, geistlige og verdslige, skulde kongen holde ved deres værdighed. Til at paalægge almue og kjøbstæder nogen landskat maatte han indhente samtykke af rigsraadet, biskoper, prælater og ridderskab »og noger almuens samtykke efter loven«. Til at udstede »forbud« i et af rigerne eller til at ophæve et saadant skulde paa samme maade udkræves »meste delen det riges raad«. Med rigsraadets raad skulde ligeledes kongen beskikke gode mænd af sit raad, »helst de retviseste og klogeste«, til at holde retterthing over alle rigerne, med fuldmagt til at dømme om alt, der tilhørte kronen, kirken og ridderskabet. Til at begynde krig aller til at trække fremmede tropper ind i rigerne udkrævedes ogsaa samtykke af vedkommende riges raad. I intet af rigernes raad maatte optages andre end »rigens ædlinge, indfødte mænd, af riddere og svende«, hvilket ogsaa blot maatte ske med rigsraadets raad og efter at de havde aflagt sin ed. I ethvert rige skulde dets »dretsel og breve« opbevares paa et bestemt sted (for Norges vedkommende paa Bergens kongsgaard), hvor de skulde være under opsigt af to geistlige og to verdslige rigsraader, af hvilke kammermesteren skulde være den ene. Disse
