skulde da én gang om aaret gjøre kongen og vedkommende riges raad regnskab. Kongen forpligtedes til ikke at bringe rigets klenodier, breve eller rente ud af noget rige, men at lade alt, som blev tilovers, efterat de nødvendige udgifter vare bestridte, nedlægge i vedkommende riges dretsel, »og ingensteds udføres uden efter mene rigsens raads raad«. Naar kongen var bleven »annammet« i Sverige, skulde han afvekslende være et aar i hvert rige; saafremt hans nærværelse i det ene paa grund »af mærkelige behov« skulde blive længere eller hyppigere, maatte dette kun ske med vedkommende rigsraads raad. Naar han reiste fra det ene rige til det andet, skulde han modtages ved grænsen af nogle medlemmer af dets raad, embedsmænd og hofsinder og atter igjen af dem ledsages til grænsen. Alle slotslove i Danmark og Norge skulde kongen modtage af hvert riges raads hænder, til hvilke de igjen ved hans død skulde antvordes. Under kongens fravær skulde der i hvert rige tilsættes et udvalg af fire rigsraader, som skulde skikke alle lov og ret, »dog dermed ingen dragen fra sit herredsthing, landsthing eller rigens kansler«. Ved St Olafs dags tid skulde aarlig et møde holdes, afvekslende i Kongsbakke, Lødøse og Konghelle, hvorved tre rigsraader, en biskop og to af ridderskabet, fra hvert rige skulde komme sammen for at forhandle og afgjøre alle anliggender, der kunde fremkalde nogen uenighed mellem rigerne. Foruden disse almindelige bestemmelser var der i haandfæstningen ogsaa indtaget enkelte, der udelukkende angik Norge. I dem maa man se resultatet af de forhandlinger, som om høsten 1482 vare førte mellem de norske raadsherrer og de danske udsendinge.
Kongen forpligtede sig nu bl. a. til at lade den norske krone faa tilbage, hvad den under hans forgjængere, fornemlig under hans fader, havde tabt af land, slotte, stæder, renter eller hvad andet være kunde, »med det allerførste efter rigens raad«. Efter rigsraadets raad tillod han, at der i Norge skulde slaaes mynt, jævngod med danske penge, deriblandt i Nidaros efter domkirkens privilegier. Hvert andet aar skulde rigsraadet samles for at overveie rigets ærinder, afvekslende i Oslo og Bergen, hvor de skulde afgjøre alle forekommende sager, hvad kongen bagefter ubrødelig vilde holde. Til at indkalde disse møder skulde erkebiskopen have »befaling«.
I virkeligheden vare dog ikke udsigterne meget lovende for den fortsatte opretholdelse af Norges selvstændighed i den paa ny indgaaede union. Allerede den maade, hvorpaa Norge
