saaledes at svække dette.[1] For øvrigt vare de bestemmelser, ved hvilke haandfæstningen tilsikrede hvert rigsraad adgang til at kontrollere finans-styrelsen o. s. v., forholdsvis tydelige.
Den nævnte bestemmelse om, at rigsraadet skulde have møder hvert andet aar, er bleven opfattet som et bevis paa den ringe politiske sans eller interesse, som paa denne tid fandtes hos Norges aristokrati.[2] Saafremt meningen dermed havde været at forhindre, at raadet skulde komme oftere sammen, vilde en saadan dom have været berettiget. Men da haandfæstningen paa andre steder ligefrem synes at forudsætte en mindre afbrudt virksomhed fra raadets side, ligesom det ogsaa er sikkert, at der oftere er holdt raadsmøder med kortere mellemrum end to aar, kan der ikke gjøres en saadan indvending mod denne bestemmelse, eller i det hele taget mod haandfæstningen efter dens ordlyd. I virkeligheden har den rimeligvis netop været given for at hindre kongen i at indkalde raadet altfor sjelden. Hvis man fra norsk side havde havt kraft og evne til at opretholde haandfæstningens bud, vilde den kunne have grundlagt en ny udvikling. Men netop denne evne manglede nu end mere end før. Ovenpaa den kraftanstrængelse, rigsraadet havde vist i 1481 og 1482, synes der at være fulgt en gjennemgaaende slappelse.
Allerede om sommeren 1483 indfandt den nye konge sig personlig i Norge, hvor han kronedes i Nidaros. Under dette ophold har han rimeligvis den hele tid været ledsaget af flere rigsraader, og navnlig kan det antages, at der i Oslo og Nidaros har været et større antal samlet hos ham.[3] Fra begge steder haves der kongebreve, i hvilke raadets samtykke paaberaabes. Dette er saaledes tilfældet i den almindelige retterbod, som er udstedt i Oslo, og i den bekræftelse af Opdølernes privilegier,
- ↑ Smlgn. T. H. Aschehoug, anf. st., I, s. 240 flg.
- ↑ C. G. Styffe, Bidrag till Skandinaviens historia, IV, s. LX.
- ↑ Hos Arild Huitfeldt, Kong Hans, s 36, opregnes en del »herremænd og adel«, som paa den tide skulde være udi Norge berømmede og navnkundige«, nemlig bisperne i Oslo, Bergen og Hamar, Mariakirkens provst, og 12 riddere og væbnere. Smlgn. N. Nicolaysen, Norske magasin, I, s. 140. Maaske ere disse navne hentede fra et eller andet dokument, der er udstedt ved kroningen, og kunne saaledes angive raadets medlemmer paa den tid. De ere hr Erik Bjørnssøn, hr. Alf Knutssøn, hr. Bo Fleming, hr. Gaute Kane, hr. Svein Galde, hr. Olaf Ottessøn, hr. Hans Krukow, hr. Einar Fluga, hr. Otte Matssøn, Jon Bjørnssøn, Mogens Pederssøn og Guthorm Tjeld. Smlgn. ovenfor, s. 275, note 4.
