en ganske anden grad end tidligere brug for virkelige forretningsmænd mellem kongens omgivelser. Under mindre udviklede forhold var kongen nærmest henvist til at søge raad hos mænd, der havde rig erfaring, og som af egne oplevelser kjendte forholdene. I tidernes løb fik derimod forretningsdygtigheden n stedse forøget vægt. I begyndelsen kunde besørgelsen af de skriftlige forretninger varetages af en enkelt eller et par hirdprester eller kongelige kapellaner.[1] Men dette blev snart ikke nok, og der udviklede sig af denne oprindelig beskedne stilling med en vis hurtighed en hel, vigtig institution, et slags bureau, som i kongens umiddelbare nærhed var sysselsat med besørgelsen af de forskjellige sager. I dettes spidse stod den mest betroede kongelige kapellan som kongens kansler. En tilsvarende embedsmand omtales allerede omkring 1190 hos Orknøjarlen;[2] men først flere aar senere nævnes der – i begyndelsen af det 13de aarhundrede – en norsk kansler, hos baglerkongen Philippus.[3] Embedet fandtes allerede tidligere i andre lande, som i denne henseende have afgivet forbilledet for udviklingen her i Norge. Saaledes havde det netop paa samme tid i Frankrige opnaaet en stor betydning, og i Ludvig VIIIs styrelsestid er i dette land kanslerens stilling sammenlignet med en førsteministers, idet omtrent alle regjerings-handlinger da gik gjennem hans hænder.[4] I Norge naaede vistnok kanslerembedet foreløbig ikke til denne høide; men dets indehaver blev dog hurtig en indflydelsesrig personlighed, hvis forretninger vare af en saadan beskaffenhed, at han i flere henseender kan sammenlignes med de moderne staters udenrigs- og indenrigsministre.
Naar der først er indrettet et formeligt kancelli, som bestod af kongelige klerker og i sin spidse havde den kongelige kansler, kan ikke med bestemthed afgjøres. Rimeligvis kan man med grund henføre dets udvikling til kong
- ↑ Tiltrods for sin geistlige stilling kunde disse kapellaner varetage forretninger af en derfra vidt forskjellig art. Saaledes omtales i 1217 den kongelige kapellan Eiliv som den, der styrede gjesteskuden.
- ↑ Dipl. Norv. II, no. 2: testibus Turfinno, filio meo, Laurentio cancellario et aliis. Brevet er udstedt af Orknøjarlen Harald.
- ↑ Norges kongesagaer, oversatte af P. A. Munch og O. Rygh, II, s. 240.
- ↑ Smlgn. Capefigue, Histoire de la France au moyen age, I, s. 190. R. Keyser, Efterladte skrifter, I, s. 122 betragter den norske kansler som »et slags første statsminister«.
