Side:Det norske rigsraad.djvu/360

Denne siden er ikke korrekturlest
344

strømmede sammen. Raadsmøderne maa til alle tider have været betragtede som en bekvem leilighed til at afgjøre allehaande private anliggender, saaledes at alle, der havde saadanne forretninger, kom sammen, der som til et andet stevne. Især maatte dette blive tilfældet, naar kongen var tilstede.[1] Af raadets medlemmer vides kun erkebiskop Gaute og ridderen hr. Nils Henrikssøn at have været tilstede; ogsaa havde lagmanden i Throndhjem, Erik Arnvidssøn, indfundet sig.[2] Om de paa mødet førte forhandlinger vides kun, at erkebispen overdrog kongen patronatsretten til Tromsø kirke, at kongen bekræftede de tydske skomageres privilegier, og at han gav en foreløbig bekræftelse af de tydske kjøbmænds privilegier.[3] Derved omtales ikke raadets medvirkning. Saafremt der kan fæstes lid til en beretning hos Arild Huitfeldt, skal det paa dette møde være kommet til en forsoning mellem kongen og erkebiskopen samt »de norske stændere, som havde røbet tilbøielighed til at slutte sig til kongens modstandere i Sverige.[4]

Fra 1487 og 1488 kjendes ingen antydninger af, at rigsraadet har været i virksomhed. I et klageskrift. der blev indgivet ved en om vaaren 1487 i Lübeck afholdt Hansedag, forudsættes raadet staaende ved kongens side, da der noget tidligere var gjort indvendinger mod Tydskernes umiddelbare handel paa Island.[5] I kildernes taushed ligger for øvrigt ingen grund til at tro, at raadet ikke skulde have været samlet i noget af disse aar. Om høsten 1489 var erkebiskop Gaute i Bergen, hvor han sammen med stedets biskop og provst samt de to riddere, hr. Alf Knutssøn og hr. Odd Matssøn udgav en anordning om de tydske kjøbmænd. Rimeligvis have disse ved den leilighed optraadt som regjerings-kommission for det norden- og vestenfjeldske. Erkebiskopen har ogsaa ved samme leilighed optraadt som dommer, dels med de nævnte herrer dels med andre, som dog ikke alle vare medlemmer af raadet.[6] Imellem dem var Bergens lagmand og væbneren Didrik Pining.

  1. Smlgn. Dipl. Norv., I, no. 949. Annal. Island., pag. 384.
  2. Dipl. Norv., I, no. 949. 950. I det sidste omtales udtrykkelig kongen som nærværende i Bergen.
  3. Dipl. Norv., I, no. 950; VI, no. 601: ad mandatum domini regis proprium. Paus, Forordninger, s. 277.
  4. Huitfeldt, Kong Hans, s. 72. Smlgn. Jahn, Unionshistorie, s. 355 og note 3.
  5. Dipl. Norv., V, no. 932.
  6. Dipl. Norv., I, no. 963. Smlgn. V, no. 952 og VIII, no. 926.