faaet paa bispestolenes besættelse, hvorved disse bleve afhængige af kongemagten.
Haandfæstningen af 1483 var saaledes under kong Hans’s og hans søns styrelse bleven overtraadt paa mange maader. Kongen regjerede Norge i virkeligheden uden kontrol. Thi medens der før havde været en tilbøielighed til at lade det danske raad ogsaa faa indflydelse paa Norges administration, skede dette kun sjelden under kong Hans, hvis styrelse i denne henseende kan betragtes som forbilledet for senere konger, der gik ud fra, at Norge var kongehusets arverige, og helst vilde betragte sig som dettes uansvarlige styrer. Netop under Kristjerns ophold i Norge var arvespørgsmaalet fremme. Kongen kunde der støtte sig til det hele folks uklare opfatning i dette punkt, der gik ud fra, at ingen forandring var skeet. For «rigsraadet maatte dette medføre en betydelig magtforringelse, saafremt det kunde lykkes kongehuset at faa sin vilje frem. At dette ikke skede ved kong Hans’s død, var dog ikke det norske, men meget mere det danske rigsraads skyld.
Da kong Hans døde i begyndelsen af 1513, var Kristjern II i Danmark, hvorhen han kort forud havde begivet sig fra Norge. For Norges vedkommende synes dødsfaldet ikke at have medført nogen forandring i styrelsen, der nu som før gik i Kristjerns navn.[1] Imidlertid var der allerede i 1512 berammet et møde af alle tre rigers raad, tolv medlemmer fra hvert, til Kjøbenhavn ved St Hans tid i det følgende aar.[2] Gjenstanden for dette mødes forhandlinger blev dog ikke en fornyelse af unionen med Sverige, men kongevalget for Danmark og Norge. Paa det norske raads vegne mødte erkebiskop Erik Valkendorf, biskoperne af Oslo, Bergen og Hamar,[3] samt hr. Nils Henrikssøn og hr. Knut Knutssøn. I lighed med det meget talrig forsamlede danske raad indgave disse et klageskrift over de brøst, som fandtes i Norges rige.
Saaledes beklagede de sig nu bl. a. over, at kongen førte
- ↑ Dipl. Norv., IX, no. 475, brev af 19de Juni 1513, hvorved den udvalgte konge stadfæster en norsk abbed: ad mandatum principis proprium.
- ↑ Huitfeldt, Kong Hans, s. 298. Ved det unionelle møde i Kalmar 1505, hvor det danske og norske raad optraadte som en enhed, var det norske repræsenteret ved erkebiskop Gaute, den udvalgte biskop Karl af Hamar, kansleren, hr. Nils Henrikssøn [og hr. Henrik Krummedike]. Smstds. s. 215. I den der udstedte bekræftelse af Throndhjems privilegier (Münch. saml. 19) nævnes ikke raadet.
- ↑ Smlgn. Dipl. Norv., IV, no. 1063.
