titel af »ret arving til Norge«, uagtet riget efter 1387 maatte betragtes som valgrige. Videre anholdt de om, at lenene maatte betroes rigsraaderne og andre indfødte mænd, og i forbindelse dermed, at kongen for eftertiden vilde ophøre med at sætte dem nogen vanbyrdige over hovedet, – at raadet søndenfjelds maatte faa fuldmagt til at afgjøre alle retssager i kongens fravær, og at ingen maatte stevnes uden riget, medmindre raadet selv skjød den sag ind for kongen, – at ingen skat maatte lægges paa almuen uden raadets samtykke, – at kirkens prælater maatte beholde sin frie valgret, – at der ikke uden raadets samtykke maatte tilstaaes fremmede kjøbmænd privilegier, – at ingen udlændinge maatte annammes i raadet uden samtykke af dettes øvrige medlemmer, – at ingen maatte faa adelig frihed uden raadets samtykke, eller »uden han forhverver det udi marken«, – og at alle slotslove i landet efter kongens død skulde holdes til raadets haand.[1]
Raadets klageskrift giver nærmere oplysninger om den maade, hvorpaa Norges styrelse var ledet i de sidste aar. At deraf maatte opstaa misfornøielse, er let forklarligt; men alligevel vilde denne neppe være kommen til orde, hvis det norske raad ikke netop under de daværende forhold havde kunnet gjøre regning paa at finde støtte hos det danske. I ethvert tilfælde er det paafaldende, at mænd som Erik Valkendorf og Anders Mus vare med at indgive et andragende af denne art. Rimeligvis maa det antages, at de deri fremsatte punkter ere vedtagne forinden afreisen fra Norge, hvor der fremdeles mellem raadets verdslige medlemmer kan have ulmet megen uvilje over kongernes fremfærd. Lige fra mødet i Skara 1458 havde flertallet af disse rimeligvis bestandig været mere tilbøieligt til at hælde mod Sverige og følge en blandet national og svenskvenlig politik. Efterat hr. Henrik Krummedike i 1503 havde forladt Norge og derefter tog mindre del i raadets forhandlinger, havde det modsatte parti egentlig ikke havt nogen fører mellem de verdslige raadsherrer. Kong Kristjerns optræden havde heller ikke været skikket til at forsone hans modstandere inden raadet, der nu benyttede leiligheden til at træde frem. Videre end til klager kom man imidlertid ikke denne gang.
Dette fremgaar allerede af det meget forbeholdne svar, som kongen gav paa raadets klageskrift.[2] Spørgsmaalet om