357
titelen henskjød han til det danske raads afgjørelse; for øvrigt udbad han sig nærmere forklaring eller erklærede, at han vilde udstrække de rettigheder, som raadet havde fordret for sig og den indfødte norske adel, til at gjælde Danmarks og Norges adel og raad. Derved blev det i formen bejaende svar i virkeligheden for de fleste punkters vedkommende et fuldstændigt afslag. Om det norske raad havde kunnet støtte sig til det danske, da det fremsatte sine klager, kunde kongen nu paa sin side gjøre det samme. At begge rigers sammenblanding ogsaa for eftertiden skulde fortsættes, viste sig endnu tydeligere, da kongens haandfæstning udfærdigedes under ét for Danmark og Norge, 22de Juli 1513.[1]
Haandfæstningens fleste bestemmelser ere nærmest givne med danske forhold for øie, saaledes at det ofte kan være tvivlsomt, om de overhovedet have gjældt Norge. I andre nævnes derimod dette land udtrykkelig. Kongen tilsikrede saaledes bl. a. det norske raad, at slotslovene i Norge efter hans død skulde holdes til erkebispens og raadets haand, og at begge rigers raad og indbyggere da skulde have ret til at vælge konge. Til løftet om ikke at optage udlændinge i rigens raad eller betro slotte til saadanne eller uadelige knyttedes det indskrænkende tillæg: »Dog i Norges rige skikkes efter tidens leilighed«. Deirmod lovede kongen at indhente raadets og nogle af almuens samtykke til alle skatter. I almindelighed tilsikredes kirken dens ældre friheder, ligesom kongen lovede ikke at indblande rigerne i krig uden menige rigens raads samtykke, heller ikke at udstede noget forbud uden dette eller meddele adelig frihed. Norge er ved haandfæstningen helt igjennem betragtet som et annex til Danmark. Af raadets fordringer vare kun faa ligefrem opfyldte; for øvrigt havde kongen lovet at træffe en ordning, naar han selv kom til Norge for at krones. Om at skaffe riget en særegen finansstyrelse, havde der overhovedet ikke været tale. Fra norsk side var dette krav nu for bestandig opgivet. Paa samme maade savnedes nu en bestemmelse om, at kongen skulde indhente raadets samtykke ved udnævnelse af nye raadsherrer og ved uddeling af forleninger. Raadets indflydelse var øiensynlig mindre end nogensinde før, og naar kongen i sit svar paa dets klager havde udtalt, »at adelen udi Norge er fast uddøet«, da var dette en sandhed, der ikke
- ↑ Aarsberetninger fra det kgl. danske geheimearkiv, II, s. 56 flg. Dipl. Norv., IX, no. 478.
