Side:Det norske rigsraad.djvu/376

Denne siden er ikke korrekturlest
360

mer der igjen en hofmester i Norge; men der har til denne titel neppe været knyttet nogen særlige forretninger. Denne hofmester, den anden og sidste, som vort fædreland har havt, var hr. Nils Henrikssøn, der rimeligvis har faaet den, da han i 1515 med Erik Valkendorf deltog i det gesandtskab, der hentede kongens brud fra Nederlandene.[1] Han fører denne titel ved raadsmødet i samme aar. At han ikke dermed kan have forenet nogen overordnet myndighed, viser sig af Hans Mules udnævnelse i 1519.

Endog raadets dømmende virksomhed synes i denne tid at være nær ved at gaa i staa, forsaavidt der ikke høres noget om domme, der ere afsagte paa en mere talrig forsamling af rigsraaderne. Derimod vedbleve de mindre afdelinger af raadet i forbindelse med lagmændene og kongens befalingsmænd at afsige domme.[2] Maaske have de hertil havt kongelig fuldmagt af kongen for hvert enkelt tilfælde.[3] Her var der ligesom i administrationen en stor splittelse. Alt blev lagt under kongen umiddelbart, uden at der nogensinde findes en antydning af, at rigsraadet har kunnet gjøre modstand eller endog blot fremsætte krav paa at faa en særegen norsk styrelse med sæde inden landet.[4] Hvor der er tale om rigsraadet, er det neppe nogensinde alene det norske; enten er det Danmarks alene,[5] endskjønt heller ikke dette under Kristjern II kan have havt nogen betydelig indflydelse paa norske anliggender,[6] eller ogsaa begge

    en afbildning findes i den illustrerede Sveriges historia, II, s. 426, og som ogsaa anvendtes ved beseglingen af hans haandfæstning. I rigsarkivet findes fra hans regjeringstid intet andet kongesegl. Derimod er der paa Sandbo i Vaage (efter meddelelse af hr. arkivfuldmægtig H. J. Huitfeldt) et fra dette forskjelligt segl, som han benyttede i Oslo 1514. Af denne konges egentlige norske rigssegl, der var i kanslerens værge, haves i rigsarkivet intet exemplar. Kongen benyttede nu ofte sit signet.

  1. L. Daae, i Histor. tidsskr., I, s. 237 flg.
  2. Dipl. Norv., III, no. 1059.
  3. Dipl. Norv., II, no. 1055, en ansøgning om, at kongen vil give erkebispen, biskoperne af Bergen og Stavanger, hr. Nils Henrikssøn, de nordenfjeldske lagmænd, biskoperne af Oslo og Hamar, Mariakirkens provst, hr. Knut Knutssøn, hr. Gaute Galde og de søndenfjeldske lagmand fuldmagt til at paadømme en sag.
  4. Skatter ere rimeligvis i denne tid altid paalagte uden at indhente raadets samtykke, hvorimod der vistnok oftere for et syns skyld er forhandlet derom med almuen. Dette skede ialfald i det vestenfjeldske.
  5. R. Keyser, Den norske kirkes historie, II, s. 642 flg.
  6. Det var for det danske raad, hr. Knut Knutssøn blev anklaget; da