Side:Det norske rigsraad.djvu/383

367

mod riget, eller han blev dømt af raadet at have det forbrudt; – hvis kongen havde tiltale til noget medlem af raadet i en sag, der angik ære, liv eller gods, da skulde dette alene kunne ske for raadets domstol, – hvis nogen havde noget at sige paa kongen, da skulde derom dømmes af rigens raad; – kongen maatte ikke begynde nogen krig eller drage fremmede tropper ind i riget, »uden stor mærkelig magt paa ligger og vi ikke kunde forsamle Norges riges raad for landsens leiligheds skyld«; – ingen udlændinge maatte faa nye privilegier eller stadfæstelse af ældre uden raadets samtykke; – intet af rigets len maatte pantsættes eller »bortbebreves« til nogen udenlandsk mand, med mindre »riget saadant anfald finge, det nød og behov gjøres«, i hvilket tilfælde kongen med raadets samtykke maatte give len til dem, som havde gjort ham eller kronen tjeneste »og dertil nyttelige og duelige ere«; – kongen skulde af rigsraadet annamme alle slotslove, hvilke efter hans død igjen skulde holdes til erkebiskopens og rigsraadets haand; – kongen erkjendte rigsraadets ret til at vælge hans efterfølger, saaledes at han ikke maatte anmode det eller rigets indbyggere om i hans levende live at vælge hans søn eller en anden, »uden vi kunde have det i deres minde«; – ingen skulde for eftertiden optages i raadet uden de, som kongen vilde »annammes« med rigsraadets samtykke, og disse skulde da »sværge den ed, som tilhører«; – ingen landskat maatte paalægges almue eller kjøbstæder uden raadets samtykke; – konge og raad skulde hjælpe enhver, som trængtes fra sin ret; – ingen af raadets medlemmer maatte stevnes udenfor riget, medmindre de trættende parter selv enedes derom eller nogen fandt, at der ikke var skeet ham ret af det norske raad; – hvad, »frihed« der var kommet fra kronen, skulde igjen gives tilbage til denne, dog efter raadets dom; – intet provsti eller lagdømme skulde besættes med andre end indfødte uden efter raadets raad, vilje og samtykke norden- eller søndenfjelds, – naar raadet skulde indkaldes til »herredag«, da skulde dette forkyndes medlemmerne et helt eller et halvt aar i forveien; – kongen skulde lade sig krone i Throndhjem »eller andensteds inden riget«, hvor det syntes ham og raadet bedst og bekvemmest; – ingen maatte ophøies i adelig stand uden raadets samtykke, medmindre han optraadte »saa ærlige paa marken, at han er det værd«. Tilsidst heder det, at hvis kongen ikke holdt denne »reces«, som han nu havde besvoret og atter vilde sværge at overholder naar han lod sig krone, og hvis han da ikke vilde lade sig undervise