af rigsraadet, da skulde rigets indbyggere være løste fra huldskab, mandskab, ed eller tro tjeneste, ja de skulde endog »være forpligt ved deres ære det at afværge«. Den sidste bestemmelse fandtes allerede i de to foregaaende haandfæstninger; men forsaavidt den deri var udtalt under ét for begge riger, kunde den før ikke have den tilsyneladende store betydning, som den maatte faa, naar den blev given for Norge alene.
En saadan magtfylde, som den, der ved haandfæstningen af 1524 var tilstaaet det norske rigsraad, havde dette endnu aldrig været i besiddelse af. Næsten paa alle omraader skulde kongen ved den være bleven bunden til at høre raadet, og han kunde efter dens ord saagodtsom intet foretage uden dettes samtykke. Det hele var opnaaet uden nogen vanskelighed, idet man fra norsk side kun havde stillet sine fordringer, og derpaa disse vare indrømmede af kongen. For ham og hans omgivelser i det danske rigsraad kunde det ikke være ubekjendt, at der fandtes et uhyre misforhold mellem Norges riges og dets raads evne til at hævde sin egen selvstændighed og den myndighed, som nu blev tilstaaet rigsraadet. Dette havde paa sin side intet vederlag havt at byde kongen for, hvad han saaledes tilstod. Norge var allerede i hans besiddelse, inden der var gjort noget for at udarbeide en haandfæstning. Saaledes maa grunden til de betydelige indrømmelser, som kongen paa denne maade gjorde, søges i andre forhold. Til de fordringer, som gjennem biskop Magnus fremkom fra det nationale eller det svensksindede parti inden raadet, om det overhovedet nu er berettiget at bruge en saadan benævnelse, er der neppe taget meget hensyn. Den eneste af raadets norskfødte medlemmer, som ved denne leilighed kan have øvet nogen virksom indflydelse, var erkebiskopen, og forsaavidt haandfæstningen i en større udstrækning tilsikrede den norske kirke vigtige friheder, kan dette være resultatet af hans forhandlinger med kongen under sammenkomsten i Flensborg. Men for øvrigt var kirken og hierarkiet paa denne tid at betragte som sprængt, uden alt sammenhold, ovenpaa de slag, Kristjern II havde ført imod dem ved at indtrænge sine tilhængere, tildels yderst uværdige personer, paa biskopstolene, og hvad den havde tabt, blev aldrig gjenvundet. Aristokratiet, der var i en lignende eller endnu mere vidtkommen opløsnings-tilstand, formaaede her intet. Der var i hele riget kun en eneste verdslig raadsherre, der havde indflydelse hos kongen, nemlig den netop indgiftede hr. Vincentius Lunge. Uagtet han ikke fremtræder i de forud for mødet
