i Bergen førte forhandlinger om haandfæstningen, saavidt disse nu kjendes, maa det dog være ham, hvem det skyldes, at denne blev til fordel for Norges selvstændighed under raadets styrelse. Af de to mænd, som kongen i 1523 havde sendt til Norge med overordentlig fuldmagt, og til hvis raad han paa denne tid fornemlig maa have lyttet, hvor han skulde afgjøre norske anliggender, maa hr. Vincentius for øieblikket have havt den største indflydelse. Selv optraadte han, der først nylig var kommen til landet, som den ivrigste Nordmand; han talte skarpt mod alle »fremmede« og paastod, at han havde brudt med alt, som bandt ham til hans gamle fædreland. Han var i virkeligheden, ogsaa knyttet nær til Norge, hvor han stod som raadets mægtigste og indflydelsesrigeste mand, indgiftet i landets rigeste æt. Men denne sin stilling opfattede han anderledes end nogen af de mænd, som før havde vandret den samme vei for at tilfredsstille sin ærgjerrighed og sin lyst efter magt. Som den, der i fremtiden var selvskreven til at være det norske rigsraads leder, vilde han ogsaa sikre det en stor indflydelse. Haandfæstningen var given med dettes og hans egne interesser for øie, og mod det samme formaal blev ogsaa hans følgende virksomhed rettet. Hr. Vincentius Lunge vilde opretholde forbindelsen med Danmark, i hvilken han altid var henvist til at søge sin støtte; men han holdt paa, at der skulde tilstaaes Norge og dets rigsraad en stor selvstændighed, for saa selv at være den, som styrede det hele land. I visse henseender bliver hans optræden saaledes et forbillede for den rolle, som Hannibal Sehested spillede i Norge noget over hundrede aar længere nede i tiden. Ved hr. Vincentius opnaaedes nu, hvad en national reisning aldrig havde kunnet bringe.
Under hr. Vincentius Lunges ophold i Danmark om høsten 1524 viste det sig imidlertid, at han til trods for sine gode forbindelser ikke altid kunde opveie den indflydelse, som hans modstandere i det danske og holsteinske raad med hr. Henrik- Krummedike og hr. Otte Holgerssøn Rosenkrans i spidsen lagde i vægtskaalen imod ham. Den første af disse stod især paa en spændt fod med hr. Vincentius og det norske raad, som netop paa samme tid havde udstødt ham af sin midte, anklaget ham for kongen og endog sendt ham et feidebrev.[1] Hr. Vincentius kunde ikke drive igjennem, at hr. Olaf Galde i overensstem-
- ↑ Dipl. Norv., VII, no. 596, 607, 608, 612; IX, no. 539. smlgn. Allen, anf. st., IV, 2, s. 245.
