for sine kundskaber, og at de der maatte have et fortrin for de øvrige.
Idet tillige omraadet for den kongelige myndighed stadig udvidedes, maatte ogsaa behovet af en mere snevert afgrænset kreds af raadgivere forøges. De løbende forretninger maatte besørges med en ganske anden regelmæssighed end før. Ved siden af kansleren, hvem dette nærmest paalaa, havde kongen i stallaren og mærkesmanden som oftest to andre raadgivere, hvis hjælp han ved disse kunde benytte.[1] Til dem sluttede sig da igjen de nærværende forretningsvante medlemmer af hird og den til denne hørende geistlighed, ligesom i almindelighed de for øieblikket tilstedeværende lendermænd og hirdstyrere. Men det kan tillige med grund formodes, at jo mere samfundets udvikling i monarkisk retning skred fremad, desto mere maatte indflydelsen gaa over til de raadgivere, som hyppigst færdedes om kongen og paa grund deraf vare inde i forretningerne. Saalænge imidlertid bestemmelsen om lendermændenes selvskrevne ret til at være kongens høieste raadgivere stod ved magt, blev det ikke vel muligt at give de faste raadgivere nogen ny forret i denne henseende, og dermed var det tillige en umulighed at give raadet en fastere ordning og skarpere grænser. Heller ikke tillode forholdene i vort fædreland, at der kunde gives bestemmelser om faste sammenkomster af kongens raadgivere. Her stode fremfor alt de store afstande hindrende i veien.
Endnu i Magnus Lagabøters tid hviler der saaledes stor ubestemthed over det kongelige raad. Forsaavidt kilderne tillade os at danne os nogen klarere opfatning deraf, maa vi forestille os det meget ubestemt i sit omfang, snart kun tællende ganske faa medlemmer, snart mere talrigt og undertiden udvidet til et formeligt parliamentum eller höfðingjafundr. I Norge, som i England og Danmark, er det ikke muligt at drage sikre grænser mellem disse forskjellige raadssammenkomster. Fra det store raad, hvori alle toge del, som paa nogen maade havde ret til at ytre sig som kongens raadgivere, glider man
- ↑ R. Keyser (Efterladte skrifter I, s. 122, smlgn. s. 80 og 82) vil endog tillægge Magnus Lagabøter den bestemte hensigt, at han af disse har villet danne »et mindre, men fast kongedømmets raad«, idet han gav mærkesmanden den samme rang med lendermændene, som stallaren allerede havde i forveien. En saadan slutning er dog noget dristig.
