Hierarkiets almindelige opløsning viste sig bl. a. deri, at bispestolenes besættelse nu betragtedes som hørende under konge og raad.[1]
Idet saaledes kong Frederik og det danske rigsraad berøvede de norske statholdere deres myndighed og dermed atter ophævede den styrelse, riget i nogle aar havde havt inden sine egne grænser, maatte forholdene blive de samme, som de før havde været. Styrelsen lagdes atter umiddelbart over i kongens haand. Der var ialfald søndenfjelds ikke nogen mellemmand mellem ham og lensherrerne.[2] Den tidligere ordning havde havt sine mangler; den havde været noget usædvanligt, og egentlig ikke tidligere havt noget tilsvarende. Men alligevel maatte dog den nye tilstand føles som et tilbageskridt. Thi selv om det samlede raad ikke i den tid havde udfoldet nogen virksomhed af betydning, havde dog styrelsen været ledet ved mænd, der enten vare indfødte eller knyttede til landet ved stærke baand.
Ovenpaa den i aarene 1527–1529 indtraadte reaktion kunde det ikke ventes, at det samlede raad eller nogen af dets tvende hovedafdelinger kunde beholde nogen større indflydelse Daa landsstyrelsen. Dets virksomhed har fra nu af rimeligvis næsten udelukkende været indskrænket til at udøve den øverste dømmende myndighed i riget. Mathias Hvoruf har formodentlig nu som før udstedt alle landsvist-breve. Forsaavidt kongen ved norske regjerings-anliggender ansaa det nødvendigt at tage nogen paa raad, var dette fra nu af som oftest hans danske og holsteinske raadgivere.[3]
Frederik I kom heller ikke efter disse forandringer til landet. Derimod sendte han i 1529 sin søn, hertug Kristjern, til Oslo, ledsaget af fire medlemmer af det danske raad, biskop Styge Krumpen, hr. Henrik Krummedike, hr. Otte Krumpen og Knud Gyldenstjerne, som den unge fyrstes raadgivere og med fuldmagt til at deltage i raadsmødet. Disse opholdt sig fra Juli til September i Oslo. Som øiemedet for deres sendelse angives i den derom udstedte instruktion,[4] at de skulde afgjøre retssager mellem rigsraaderne og andre, sammen
- ↑ Smlgn. bl. a. Dipl. Norv., VII, no. 717, 718–722.
- ↑ Det var nu kongen, som udstedte værnbreve. Dipl. Norv., IV, no. 1090. I det nordenfjeldske var dog hr. Eske maaske en overlensherre. VII, no. 678. Smlgn. s. 373, note 2.
- ↑ Allerede fra 1525 af havde han henvendt sig til disse i spørgsmaal, der vedkom Norges indre forhold, Nye danske magasin, V, s. 218, 291, 301. Smlgn. T. H. Aschehoug, Norges offentl. ret, I, s. 339.
- ↑ Dipl. Norv., IX, no. 596. Smlgn. VII, no. 664 flg.
