og rimeligvis har der her hele den følgende vaar og sommer som oftest været samlet flere af dets medlemmer. Ogsaa hr. Vincentius indfandt sig i Oslo og blev der længe. Efterhaanden nærmede de sig til hertugens side og hyldede ham tilsidst i Mai 1535 som Norges konge,[1] medens de paa samme tid udtalte sin misfornøielse med den maade, hvorpaa erkebiskopen i 1534 havde betroet Norges sag i danske rigsraaders hænder og i det hele havde tilsidesat hensynet til sine kolleger i raadet. Erkebiskopen paa sin side var mere vaklende; det viste sig snart, at det raads- og rigsmøde, han vilde have afholdt i Throndhjem om sommeren 1535, ikke kunde komme istand, og han erkjendte tilsidst ogsaa hertug Kristjern som konge.[2] Denne var straks begyndt at udøve sin nye myndighed.[3] Efter hvad der var passeret paa Bod og i Oslo maa det antages, at man ialfald har tænkt sig den nye tilslutning paa grundlag af Norges selvstændighed i alle indre anliggender. Det søndenfjeldske raad tænkte saaledes i September paa at foreslaa kongen indtil videre at antage sin faders haandfæstning.[4]
Mod slutningen af aaret indfandt biskoperne af Oslo og Hamar, hr. Vincentius Lunge, hvem de søndenfjeldske raadsherrer netop agtede at foreslaa for den nye konge til rigshofmester,[5] hr. Eske Bilde og hr. Klaus Bilde sig i Throndhjem for at forhandle med erkebispen om en endelig ordning. Her underhandledes om Kristjern III.s anerkjendelse og om en landskat; men intet kom til afslutning, da erkebispen lod sig henrive til at fængsle hr. Vincentius, som myrdedes tillige med hr. Nils Lykke, der allerede før var fængslet, og at sætte de øvrige fremmødte herrer i fængsel paa Tuterøen. Efter denne fortvivlede handling var det norske rigsraad at betragte som sprængt; raadsherrernes fængsling og blodseenen i Throndhjem 3die Januar 1536 vare et statskup, hvis følger bleve skjæbnesvangre.
- ↑ Paludan-Müller, Aktst. t. gr. feide, II, no. 30, 32, 37, 40–12, 49.
- ↑ Paludan-Müller, Aktst. til gr. feide, II, no. 44. Erkebiskopen benyttede den forlegenhed, hvori hr. Nils Lykke netop paa denne tid var kommen gjennem sit forhold til sin afdøde kones søster, til fordel for sine interesser. Paludan-Müller, Grevens feide, II, s. 58 flg. I August 1535 blev Nils Lykkes sag paadømt af rigsraadet i Oslo (Hans Reff, kansleren, hr. Gaute Galde), hvorved hr. Vincentius optraadte som anklager. Smstds. II, s. 73 flg. Digl. Norv., VII, no. 718.
- ↑ Norske rigsregistranter, I, s. 43 flg.
- ↑ Münch. saml., 19 i rigsarkivet.
- ↑ Dipl. Norv., VIII, no. 732.
